To mænd erkender sig skyldige: Smuglede tonsvis af hash ind i landet
Retten i Aarhus har idømt en mand fra Horsens fire års fængsel for hans rolle i en omfattende sag om indsmugling af hash.
I en omfattende sag om indsmugling af store mængder hash er en 44-årig mand og en 43-årig mand hver blevet idømt fire års fængsel i Retten i Aarhus.
Den 2. februar sidste år tog den 44-årige mand blandt andet imod 392 kilo hash. Varerne blev flyttet til en garage i Strandgade i Horsens. Men i løbet af det foregående halve års tid skal han syv andre gange have modtaget læs i størrelsesordenen 300-500 kilo.
Læs også
Konservativt sat drejer det sig altså i alt om 2,5 ton hash. Det er i øvrigt en mængde, der på gadeplan ville kunne give en omsætning på cirka 130 millioner kroner, hvis man går ud fra de regnestykker, som politiet opererer med.
Ved mandagens retsmøde i Retten i Aarhus erkendte Dennis Leed sig som ventet skyldig i politiets sigtelser, og han valgte at modtage dommen.
Anklager Morten Rasmussen havde krævet en dom på fem års fængsel.
- Nu skal vi lige læse dommens præmisser igennem, før vi afgør, om vi vil anke for at få en højere straf, siger han.
Smuglede for 75 millioner kroner
Den 43-årige erkendte sig også skyldig i retten mandag. Her erkendte han, at han igennem 2017 og 2018 var en del af det samme store netværk af kriminelle, som den 44-årige mand. Via lastbiler smuglede de i samarbejde hash fra Holland til Danmark.
Den 43-årige mands rolle var blandt andet at afhente hashen forskellige steder i Danmark, hvorefter han kørte det i en trailer til et lager i Horsens.
Hashsmuglernes foretagende blev dog stoppet i marts sidste år, da politiets enhed Særlig Efterforskning Vest slog til efter længere tids efterforskning og på én dag anholdt i alt 20 personer – heriblandt den 43-årige.
Læs også
Anklager Morten Rasmussen er tilfreds med at den sigtede valgte at tilstå og forklare om andre i sagen.
- Den 43-årige har fortalt politiet om sin egen rolle i indsmuglingen af de store mængder hash, og han har også forklaret om andres rolle i sagen, og det kom til udtryk i udmålingen af straffen. Nu vil jeg se dommerens begrundelse for strafudmålingen og overveje, om det giver anledning til at dommen skal sendes til Statsadvokaten med henblik på overvejelse af eventuel anke, siger anklageren.
15 mænd og kvinder er dømt
Godt 15 mænd og kvinder er allerede blevet dømt i sagskomplekset, som politiet har efterforsket under kaldenavnet "Operation Houston".
Fredag indleder Retten i Horsens en straffesag mod to hollandske chauffører på 46 og 73 år. Hver skal have leveret 400 kilo, fremgår det af tiltalen. Begge nægter sig skyldige.
Efterforskningen har betjente i specialgruppen Særlig Efterforskning Vest stået for. Deres chef, politiinspektør Brian Voss Olsen, har i Horsens Folkeblad kaldt sagen usædvanlig, fordi man har afsløret lovovertrædere på flere niveauer.
Læs også
- Vi mangler dem, der står i Marokko og plukker hashen, sagde han til avisen.
- Men ellers har vi fået optrevlet hele organisationen. Fra Spanien og hele vejen op til Danmark via Holland samt de underorganisationer, der er kommet til Horsens og fået store mængder hash udleveret, som de har taget med hjem til de byer, de kommer fra.
34 millioner fra Horsens til Sverige
Flere af de dømte horsensianere er i familie med hinanden på kryds og tværs. De er søstre, mødre, sønner, brødre, fætre og bedstemødre, har Horsens Folkeblad rapporteret.
Millioner af kroner er blevet håndteret af organisationen. En svensk statsborger er således dømt for at have bragt 34 millioner fra Horsens til Sverige. Her blev pengene vekslet til euro og derefter bragt videre til Holland og Spanien.
Læs også
På landsplan omsættes der hash for cirka halvanden milliard kroner om året. Det anslår forskeren Kim Møller, der er ansat ved Aalborg Universitet og Malmø Universitet, og som forsker blandt andet i bander.
Årligt sælges cirka 20 ton hash i Danmark, lyder hans vurdering.