Sort uheld koster velkendt dagligvarebutik stor bøde og en sur smiley
En særdeles drilsk fejl på en kølemontre har kostet Kvickly i Ry en stor bøde og en sur smiley på Fødevarestyrelsens kontrolrapport. Butikschefen kalder det sort uheld.
14,7 graders varme. Det er, hvad Fødevarestyrelsen søndag kunne måle i en kølemontre i cafeteriaet i Kvickly i Ry.
Den temperaturmåling har nu kostet butikken 15.000 kroner i bøde og en sur smiley på fødevarestyrelsens kontrolrapport.
Der er tale om en kølemontre, der skulle holde cafeteriaets færdigsmurte sandwich kolde, hvorfor en så høj temperatur ikke er acceptabel.
Læs også
Butikschefen i Kvickly i Ry, Brian Højriis, har ingen indvendinger mod bøden og den sure smiley, men kalder det for helt almindelig sort uheld.
- Det er heldigvis ikke noget, hvor man har haft rådne varer eller noget liggende. Men selvom det er sort uheld, så er det vores ansvar, at der er styr på tingene, siger Brian Højriis til TV2 ØSTJYLLAND.
Køleralarm går ikke af på defekt køler
Ifølge butikschef Brian Højriis, så skyldes den høje temperatur i sandwichkøleren, at kølerens propel havde sat sig fast.
Dermed blev den kolde luft fra kølerens motor ikke fordelt. Og den fejl er særligt drilsk i denne type køler, da temperaturmåleren sidder i bunden sammen med motoren og propellen.
Læs også
Der er derfor kommet tilpas meget kold luft igennem i bunden af køleren til, at det automatiske alarmsystem på kølerne ikke har opfanget, at der var for varmt i toppen af kølemontren.
- Nu har vi placeret et termometer i toppen af køleren. Vi skal altid tjekke temperaturen i kølerne, hvilket vi normalvis gør elektronisk. Men nu er vi opmærksom på, at denne type fejl kan opstå, og derfor tjekker vi nu også termometeret i toppen jævnligt, siger Brian Højriis.
Læs også
Stadig sikkert at handle trods sur smiley
Da Fødevarestyrelsen havde konstateret fejlen i køleren, reagerede butikken prompte ved at smide samtlige sandwich ud og ringe efter en kølemontør, der kunne kigge på den defekte kølemontre.
- Fødevarestyrelsen kom heldigvis så tidligt, at vi dårligt nok nåede at sælge nogen af sandwichene, siger Brian Højriis.
Læs også
Han forsikrer desuden om, at det stadig er fuldt forsvarligt at handle i butikken og cafeteriaet, da fejlen er udbedret, og foranstaltninger er på plads, der gerne skal forhindre, at det sker igen.
- Selvom det er uheldigt, så er der ikke andet at gøre end at udbedre fejlen og betale bøden, hvilket vi nu har gjort. Derfor er det også stadig fuldstændig forsvarligt at handle i butikken og cafeteriaet, siger Brian Højriis.