Margrethe rystet efter groft tyveri: - Langt under lavmålet

På en måned er der to gange blevet stjålet fra Margrethe Hansens afdøde mands gravsted i Hadsten. Hun er vred, skuffet og ked af det.

Fra et gravsted ved Sct. Pauls Kirke i Hadsten er der inden for den seneste måned blevet stjålet flere effekter. Foto: Google Street View

- Det er da dybt godnat at stjæle fra en kirkegård.

Sådan lyder ordene fra en meget frustreret Margrethe Hansen, der nu to gange inden for den seneste måned er blevet mødt af et trist syn ved sin afdøde mands gravsted.

Læs også Søstre fik stjålet særligt hjerte og blomster få timer efter fars bisættelse

Han ligger begravet på kirkegården ved Sct. Pauls Kirke i Hadsten, men effekter, som familien stiller på gravstedet, kan ikke være i fred.

- Først var det en keramikhund med halsbånd og hundetegn til minde om vores hund, der blev stjålet, og for nylig var det så en stor fakkel. De har ikke været særlig dyre, men det er princippet i det, siger Margrethe Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Frygter kedelig tendens

Normalt holder hun sine frustrationer for sig selv, men efter det seneste tyveri kunne hun ikke længere holde sig tilbage.

Hun delte sin vrede på Facebook, hvor flere fortæller, at de også har oplevet gravtyverier.

Jeg har taget kontakt til graveren på kirkegården, der blot sagde, 'at den slags jo sker', men det er da trist, man skal finde sig i sådan noget.

Margrethe Hansen, Hadsten

- Det var jo ting, der betyder noget for mig. Jeg synes, det er langt under lavmålet. Det er også synd for mine børn og oldebørn, hvis der pludselig mangler noget, de har sat der, siger Margrethe Hansen.

Hendes mand døde i januar 2018, men de to tyverier for nyligt er de første, hun har oplevet. Hun frygter, at der er tale om en tendens.

'Den slags sker jo'

- Jeg har taget kontakt til graveren på kirkegården, der blot sagde, 'at den slags jo sker', men det er da trist, man skal finde sig i sådan noget.

- Jeg har nu tænkt mig at fjerne ting fra gravstedet, fordi jeg gider da ikke ofre penge på dem, hvis folk stjæler dem, lyder det fra Margrethe Hansen.

Læs også Efter hærværk og tyveri: Nu får Malene endelig fred

Det er desværre langt fra første gang, at TV2 ØSTJYLLAND har kunnet fortælle om gravtyverier. 

I slutningen af februar blev 23-årige Cecilie Høstrup Nielsens far bisat i kapellet på Vestre Kirkegård i Aarhus. 

Symbol på faren

Hun havde til bisættelsen, sammen med sine tre søstre, fået lavet to hjerter af røde roser - et hjerte med fire hvide roser i midten og et hjerte med fem hvide roser i midten. De hvide hjerter symboliserede farens fire børn og fem børnebørn.

Hjerterne var en sidste gave til deres far, der døde af et hjertestop. De koster 1300 kroner pr. stk. Foto: Privatfoto - Cecilie Høstrup Nielsen

Få timer efter bisættelsen blev hjerterne dog, sammen med bårebuketten fra kisten og andre blomster, stjålet fra kirkegården.

På billedet her kan man se, at et hjerte og flere blomster mangler. Foto: Privatfoto - Cecilie Høstrup Nielsen

- Nogle siger, at det bare var blomster, men for os var det symbol på, at vi stadig var med ham, sagde Cecilie Høstrup Nielsen dengang til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er mere end bare en blomst.

Cecilie Høstrup Nielsen, Aarhus

Familien opdagede tyveriet om aftenen, da de ville se de blomster, folk var kommet med, og læse de sidste hilsner. Inden da havde de kun set dem i kirken.

- Der blev jeg rigtig sur og rigtig skuffet, fordi folk kan finde på at stjæle noget så betydningsfuldt. Det er mere end bare en blomst. Det er en sidste gave for ens afdøde, sagde Cecilie Høstrup Nielsen.

02:00

VIDEO: Hør hvad det betyder for de pårørende, når der bliver stjålet blomster på kirkegårdene. De fire søstre i videoen oplevede, at de blomster, som de havde lagt ved deres fars grav, blev stjålet efter få timer. 

Luk video

Sker flere steder

Da hun kom hjem fra kirkegården, skrev hun et opslag på Facebook om deres oplevelse, i håb om at få blomsterne tilbage, og det blev delt flere tusinde gange.

Flere skriver i kommentarsporet, at de har oplevet det samme, og det samme siger kirkegårde i alle østjyske kommuner, som TV2 ØSTJYLLAND har talt med. 

I Grenaa oplever de det cirka hver 14. dag, mens det på Vestre Kirkegård i Aarhus er omkring en gang i måneden. 

Læs også To mænd anholdt for hærværk på jødisk kirkegård