Husejer om lavere varmeprisstigning end ventet: - Mange vil stadig få problemer

Varmeregningen i blandt andet Ulstrup i Favrskov Kommune bliver ikke helt så voldsom til april i år, som først ventet.

Det vækker glæde hos Thomas Vestergaard Kristensen, at varmeprisen ikke stiger med 185 procent, som Gudenådalens Energiselskab ellers varslede i december sidste år. 

Han bor i et hus i Ulstrup, hvis varme bliver leveret fra energiselskabet, der fredag meldte ud, at prisvarslingen beror på en fejlberegning. Derfor har kunderne nu udsigt til en revideret prisvarsling, der bliver markant lavere.

- Selvfølgelig er jeg glad. Der er ikke nogen herude, der vil være kede af den nyhed. Men jeg vil stadig sige, at om det er 185 eller 60 procent, så er der stadig mange, der vil komme til at få problemer, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Bekymret for stigende priser 

For glæden erstatter nemlig ikke hans fortsatte bekymring for, at prisen på varme stiger, som han også tidligere har fortalt om til TV2 ØSTJYLLAND.

- Der er folk på overførselsindkomster og pensionister, der hvis de skal finde 60 procent flere penge til varmeregningen om året, så er det også meget, siger Thomas Vestergaard Kristensen.

Han ser derfor gerne, at man politisk lettede på afgifterne på energi og på den måde gjorde det billigere for forbrugerne.

Varmeregningen stiger - hvorfor?

Selskab skal have ny direktør 

Den 23. december varslede Gudenådalens Energiselskab, der blandt andet leverer varme til Ulstrup i Favrskov Kommune og Bjerringbro, en voldsom varmeprisstigning på 185 procent gældende fra april 2022.

Det svarede til, at varmeprisen for et standardhus på 130 kvadratmeter med et forbrug på 18,1 MWh forventede at stige til i alt 45.441,25 kroner om året.

Dog valgte dele af energiselskabets bestyrelse efterfølgende at foretage nogle ekstra beregninger, der viste, at den forventede prisstigning var forkert. 

I 2017 fusionerede Bjerringbro Varmeværk med Ulstrup Kraftvarmeværk og blev til Gudenådalens Energiselskab A.m.b.a.
I 2017 fusionerede Bjerringbro Varmeværk med Ulstrup Kraftvarmeværk og blev til Gudenådalens Energiselskab A.m.b.a.

Det var på den baggrund, at bestyrelsen på et bestyrelsesmøde torsdag valgte at udtrykke mistillid til selskabets nu tidligere formand og tidligere kasserer. 

Fredag blev energiselskabets nu daværende direktør også fritstillet. 

Gudenådalens Energiselskab forventer at sende en revideret prisstigning ud til deres kunder i slutningen af næste uge, oplyser selskabet.