Carsten har været anbragt: Vi går ikke bare og slår folk ned
Carsten Andersen har tidligere været anbragt på et bosted lige uden for Voldum. Nu råber han op i sagen om en underskriftindsamling mod, at der skal komme et nyt opholdstilbud for utilpassede unge i byen.
Da Carsten Andersen i årene 2007 til 2010 boede på bostedet Fønix i Rud ved Voldum oplevede han en generel skepsis og mistillid til ham og de andre unge på bostedet.
Han husker blandt andet en episode, hvor en borger fra Voldum ringede til bostedet for at oplyse om, at de havde anmeldt en ildspåsættelse, og at de kunne bevise, at det var en af de unge fra bostedet, der havde startet branden.
Læs også
Hertil måtte pædagogen svare, at det lød mildest talt utænkeligt, da alle bostedets beboere var taget sammen til Sverige.
Præget af fordomme
Og det er ifølge Carsten Andersen et klassisk eksempel på, at befolkningen i lokalsamfund med den slags tilbud er bange for de unge, fordi de ikke sætter sig ind i, hvad det egentlig vil sige at være anbragt.
- Jeg håber, at folk får øjnene op for, at anbragte unge altså bare er folk med nogle andre forudsætninger. Men som jo ikke bare slår folk ned, overfalder eller begår hærværk, fordi det er sjovt. Sådan fungerer verden slet ikke, siger Carsten Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
300 underskrifter imod nyt bosted i Voldum
Carsten Andersens reaktion kommer ovenpå en historie, som TV2 ØSTJYLLAND kunne bringe søndag, hvor lokalbefolkningen i Voldum har samlet 300 underskrifter der alle er imod, at botilbuddet Kanonen skulle oprette en ny afdeling i Voldum.
Kanonen vil rykke i alt syv anbragte unge ind i den gamle lægebolig i landsbyen Voldum, der i forvejen har to lignende tilbud i udkanten af byen.
For Inge Kusk Andersen, der bor i Voldum, og som står bag underskriftsindsamlingen, bliver det for meget, hvis de anbragte unge nu også skal bo inde midt i byen.
- Jeg skal passe meget mere på mine børn. De kan ikke længere få lov til at gå eller cykle op til bussen og hjem igen. Jeg ville simpelthen ikke turde lade dem gå forbi Kanonen hver dag, siger Inge Kusk Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Kontakt er vigtigt
Carsten Andersen fortæller, at det er altafgørende, at man som ung på et bosted bliver en del af lokalsamfundet. Det gør, at man får viden om og lærer at interagere med det samfund, som man skal indlemmes i. Og det er derfor, at han nu reagerer på netop denne sag.
- Det er syv mennesker der skal flytte, og de bliver så allerede mødt med mistillid inden de overhovedet har fået lov at flytte ind, siger Carsten Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Dialog er vejen til mere tryghed
Kanonen har i forvejen et botilbud i byen Hadbjerg, og her har borgerne ifølge dem selv et ganske fint forhold til de unge mennesker, der er anbragt på bostedet.
- Da de kom, der havde vi en diskussion om, hvorvidt det var godt eller skidt. Men det endte jo med, at de kom, og det har vi – i hvert fald for mit vedkommende – ikke haft problemer med, siger Lars Olsen, der bor i Hadbjerg.
Ifølge Kristine Jensen, der bor i Hadbjerg, og som dagligt lader sine børn færdes frit i lokalsamfundet, så kan det være en kæmpe hjælp til at slippe frygten, hvis man indgår i dialog med bostedet.
- Jeg har selv været til møde med dem for at høre lidt om, hvem de er, hvad de laver, og hvad det egentlig går ud på. Og det er en rigtig god idé at snakke med dem, siger Kristine Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Også Carsten Andersen peger på dialog som det bedste værktøj til at skabe tryghed mellem lokalbefolkningen og bostedet.
- Jeg ved, hvor glad man kan være for at komme i dialog både som ung, men også for personalet, siger Carsten Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.