Vestdanmarks første børnehospice bliver på Djursland

Børn med livstruende sygdomme kommer i fremtiden til at kunne bo på Djursland sammen med deres familier

"Strandbakkehuset" er titlen på det nye børnehospice. Foto: Colourbox

På Hospice Djursland har de stor erfaring med lindrende behandling af døende.

Den erfaring skal nu udnyttes endnu mere, da hospicet i Rønde netop har fået grønt lys af Sundhedsministeriet og Region Midtjylland til at opføre det kun andet børnehospice i hele landet.

I sådan et hus skal der være plads til aktiviteter for både de syge børn og deres søskende. Og familierne skal både have mulighed for at være sociale, men også have en privatsfære.

Dorit Simonsen, leder, Hospice Djursland

- Jeg glæder mig først og fremmest på børn og familiers vegne i Vestdanmark. Det er en stor glæde, at vi er blevet valgt til det her, og vi har rigtigt store forventninger, fortæller leder på Hospice Djursland Dorit Simonsen til TV2 ØSTJYLLAND.

På nuværende tidspunkt er der kun et børnehospice i Hellerup ved København.

Det nye børnehospice er derfor en god nyhed for børn og familier på Fyn og i hele Jylland.

Læs også Hospital aflyser ikke-akutte operationer

Hospicet i Rønde vil have plads til fire børn samt deres familier.

- Jeg tror, at vi er blevet valgt, fordi vi er vant til at drive hospice. Den filosofi som gennemsyrer det herude, det er den tilgang, vi skal have med over på børnehospicet, siger Dorit Simonsen.

Spritny bygning

Efter planen skal det nye børnehospice står klar i midten af 2020.

Det eksisterende hospice skal udvides med nye bygninger på 857 kvadratmeter.

Men helt præcis hvad bygningen skal indeholde, og hvordan den skal se ud bliver først besluttet i den kommende tid.

Det er en forfærdelig tanke, og jeg er meget tilfreds med, at vi med hospicepladserne får mulighed for at støtte op om de mennesker, der står i en sådan situation.

Anders Kühnau (S), regionsrådsformand

- Der skal laves tegninger, og vi skal høre på ønsker fra familier og fagpersoner. I sådan et hus skal der være plads til aktiviteter for både de syge børn og deres søskende. Og familierne skal både have mulighed for at være sociale, men også have en privatsfære, forklarer Dorit Simonsen.

Forhåbentlig kan første spadestik tages omkring d. 1. maj hvis alt går efter planen, fortæller den daglige leder. Byggeriet vil så tage omkring et år.

Den nye del af hospicet får navnet ”Strandbakkehuset”.

02:09

VIDEO: Børn, der ligger for døden, skal kunne komme på hospice den sidste tid - ligesom voksne. Og det bør ligge her i landsdelen. Det mener flere politikere i Region Midtjylland. Indslaget er fra d. 5. marts 2018.

Luk video

Allerede i september måned blev Region Midtjyllands andel af driften vedtaget under budgetforhandlingerne.

Regionen har store forventninger til det nye børnehospice.

- Jeg har svært ved at komme i tanke om noget, der er værre end alvorligt syge børn. Det er en forfærdelig tanke, og jeg er meget tilfreds med, at vi med hospicepladserne får mulighed for at støtte op om de mennesker, der står i en sådan situation, er regionsrådsformand Anders Kühnau (S) citeret for at sige i en pressemeddelelse.

Dør børn virkelig

I København har børnehospicet vist sig at være en stor succes.

Lige nu er der venteliste på at få en plads.

Folk kan godt være sådan lidt: 'Dør børn virkelige', og 'Har vi brug for sådan noget i Danmark?'.

Dorit Simonsen, leder, Hospice Djursland

De fire pladser i Østjylland er nok til en start, vurderer hospicelederen.

- Folk kan godt være sådan lidt: 'Dør børn virkelige', og 'Har vi brug for sådan noget i Danmark?'. Men når man finder ud af, hvad vi kan tilbyde, så er jeg sikker på, at det bliver meget populært. Hele familien kan jo få et pusterum, siger Dorit Simonsen.

Personalet på det nye børnehospice vil først og fremmest består af sygeplejersker, men også en pædagog vil være ansat.