Venstre vil reservere nye p-pladser til håndværkere

Venstre i Aarhus Kommune har foreslået, at man opretter nye parkeringspladser i bykernen, og reserverer dem til håndværkere

Venstre vil oprette håndværkerparkering i Aarhus Midtby. Derfor har partiet stillet forslag i byrådet om at oprette 100 nye pladser i byen, der skal reserveres til håndværkere med opgaver i byen. 

- Det skal spredes over den indre bykerne. Der skal skabes nye p-båse ved at omlægge fra parallelparkering til skråparkering. Det kommer til at være det samme areal, det var vi selv været ude og måle på Frederiksbjerg. Det kan ske uden at lægge ny asfalt eller omlægge gaderne. Der er stort potentiale, hvor gaderne er brede nok, siger Bünyamin Simsek, borgmesterkandidat i Aarhus for Venstre.

Læs også Nu vanker der bøder i cykelgaderne

Helt konkret skal pladserne være skiltet, lige som handicap-pladser er markeret, og pladserne skal kun være reserveret til byens håndværkere i tidsrummet mellem kl. 7 og 16. 

Erhvervslivet bakker op

Som det er nu, så det er meget besværligt for byens håndværkere at finde parkeringspladser, når de har arbejdsopgaver i byens kerne. Det beretter to erhversforeninger. 

- Alle håndværkere kender problemerne med at finde en parkeringsplads, når man skal udføre arbejde i Aarhus. Valget står ofte mellem at parkere ulovligt eller holde langt fra arbejdsstedet og slæbe på værktøj og materialer, skriver foreningerne i en pressemeddelelse.

Der skal skabes nye p-båse ved at omlægge fra parallelparkering til skråparkering. 

Bünyamin Simsek, Venstre

Aarhus Håndværkerforening og Dansk Byggeri i Region Østjylland bakker derfor begge forslaget fra Venstre op.

- Alternativet er at have håndværkerne til at cirkulere rundt i Midtbyen, mens de leder efter en parkeringsplads. Det er en dyr og dårlig anvendelse af håndværkertimerne og giver endnu mere trængsel på gaderne. Vi hører ovenikøbet også om virksomheder, som har givet op og regner p-afgifter ind i tilbuddet til bygherrerne. Det fortæller vel lidt om, hvor tosset situationen er, lyder det fra Søren Dyhr, Aarhus Håndværkerforening.

Socialdemokratiet vil finde anden løsning

Socialdemokratiet afviser ikke forslaget fra Venstre.

- Vi synes hele tiden, vi skal finde gode løsninger omkring parkering. På den måde er det positivt med et indspark fra Venstre. Men vi synes det er lidt ufleksibelt at reservere faste pladser, da behovene hele tiden flytter sig, siger Steen B. Andersen (S), der er medlem af Teknikudvalget.

Læs også Chikane og trusler er hverdagskost for P-vagter i Aarhus

Steen B. Andersen (S) peger også på, at der i dag allerede findes en ordning, hvor man kan købe licens til at parkere frit i beboerparkeringsområde.

Vi skal hele tiden have en balance i byen, således at pladserne bliver reserveret til dem, der har brug for det.

Steen B. Andersen, Socialdemokratiet

- Med den kan man parkere, hvor man vil og hvor den konkrete arbejdsopgave findes, det er mere fleksibelt, end vi optegner faste pladser. Man kunne overveje i forbindelse med konkrete byggerier, at man midlertidigt oprettede sådanne nogle pladser, siger Steen B. Andersen.

Ifølge Steen B. Andersen er Socialdemokratiet indstillet på at finde løsninger i forhold til at skaffe flere p-pladser i byen.

- Men vi skal hele tiden have en balance i byen, således at pladserne bliver reserveret til dem, der har brug for det, siger Steen B. Andersen (S).

Men Bünyamin Simsek (V) understreger, at man ikke kommer til at mangle parkeringspladser, hvis forslaget fra Venstre bliver vedtaget. 

Læs også Aarhus Kommune betaler p-bøder tilbage

- Det her er nye pladser, der går ikke båse tabt til det her, siger Bünyamin Simsek, der understreger, at Venstre gerne vil arbejde for flere p-pladser i byen.

Byen mangler p-pladser

Forslaget om håndværkerparkering er en del af en større og længere debat om manglende parkering i Aarhus midtby, som har kørt længe i byrådet.

- Der er jo uenighed i byrådet om det her. Flertallet ønsker jo ikke større p-kældre. Hvis vi kan bestemme, vil vi give tilladelse til de private bygger dybere nede under jorden, så der kan etableres flere p-pladser, siger Bünyamin Simsek.

- Vi synes, det er en god ide at man graver parkeringspladser ned. Jo flere p-pladser, vi kan få ned i jorden jo bedre. Men det er hundedyrt og pt. Ikke en god investering. Et godt eksempel er Ingerslevs Boulevard. Det er et rigtig godt sted for p-pladser, men der er ingen investorer til det, siger Steen B. Andersen.