Tonsvis af bananer, pap og plastik samlet op på Endelave

Hvidt sand, tang og småsten dominerer nu igen strandene på Endelave

Horsens Kommune har samlet 20-25 ton bananer og affald sammen på strandene på Endelave. Foto: Lene Thomsen

Nu er der ryddet op. 

Kyststrækningerne på Samsø og Endelave har flydt med eksotiske frugter og skrald. Især Endelave var hårdt ramt, og nogle steder lå der op mod 100-150 bananer pr. meter strand.

Læs også Bananer så langt øjet rækker: Nu skal der ryddes op

Derfor iværksatte Horsens Kommune et stort oprydningsarbejde på den lille ø i Kattegat, og nu er de nået i mål. 

Kommunen oplyser, at de har samlet 20-25 tons skrald, som består af bananer, pap og plastik.

- Der har i gennemsnit gået syv mand fra Service og Beredskab, der har samlet affald med river, skovle og gummigeder. I alt er der blevet opsamlet 20-25 ton affald, siger Tommy Krogh Abrahamsen, der er ingeniør i Horsens Kommune, i en pressemeddelelse. 

Rensningen af øen har taget en uges tid, og kommunen fortæller, at alt affaldet bliver fragtet til Horsens, hvor det ender på kraftvarmeværket.

De mange ton affald bliver nu sejlet til Horsens Kraftvarmeværk. Foto: Flemming Jacobsen

Containerskibe kolliderede

Både affald og frugter er resultatet af en ulykke, der fandt sted på Storebælt i slutningen af marts. Her kolliderede et containerskib fra Hong Kong med et handelsskib fra Liberia.

Syv containere røg over bord i forbindelse med ulykken. Containerne indeholdt blandt andet de avocadoer og bananer, der er skyllet op på Samsø og Endelave de seneste uger. 

Læs også Ikke kun frugt skyllede op på stranden: Rikke fyldte sække med affald

De eksotiske frugter skabte i starten begejstring hos beboerne på Samsø, og samsingen Sofie Lindebjerg Søe fortalte, at hun havde observeret masser af øboere, der samlede forråd til påsken i plastikposer.

- Vi skal, ligesom resten af Samsø, have guacamole til påskefrokosten, sagde hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ingen fare for natur og dyreliv

Desværre var det altså ikke kun spiselige genstande, som blev spredt over strandene, men også emballage i form af plastik og pap. 

Pappet forgår rimelig hurtigt i naturen, mens plastikken er et større problem. Det bliver nemlig nedbrudt meget langsommere og kan være til gene for dyr og fugle.

Læs også Samsøs strande flyder over med avocadoer og bananer

Inden oprydningen begyndte, vurderede biolog i natur- og miljøafdelingen i Horsens Kommune, Lene Thomsen, at der ikke var nogen akut fare for dyrelivet.

- Jeg vurderer ikke, at det er farligt for dyre- og plantelivet. Det bliver ryddet op, og det tager noget tid. Jeg ved godt, at det er svært at vente på, men der er altså ingen akut risiko for forurening, sagde hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Horsens Kommune er i gang med at få gjort regningen for kystrensningen op. Den bliver sendt videre til forsikringsselskabet til det pågældende skib, hvis containere røg i vandet ved sammenstødet.

00:48

VIDEO: Der lå både avocadoer, bananer og appelsiner på stranden ved Ballen på Samsø.  Video: Sofie lindebjerg Søe

Luk video