Tøfting med AGF mod landsholdet

Stig Tøfting hjælper sin gamle klub i opvisningskampen mod landsholdet i morgen.

Stig Tøfting forstærker et afbudsramt AGF-hold, når landsholdet i morgen onsdag kommer på besøg til en opvisningskamp på Århus Stadion.

Tøfting, der som bekendt er tilknyttet en kinesisk klub, har de seneste dage trænet med AGF mandskabet og får med sin tilbagekomst et midlertidigt gensyn med sine tidligere kollegaer fra landsholdet, og et comeback for sin gamle klub AGF.

- Det er naturligvis væsentligt, at AGF er i stand til at yde landsholdet kvalificeret modstand. Og da vores midtbane er svækket af Leon Andreasens afbud og Mikkel Bo er meldt tvivlsom, glæder det mig, at Stig kan hjælpe os, siger AGFs direktør Frank Heskjær.

- Alle ved, at Stig er en fremragende spiller, og jeg er ikke i tvivl om, at hans deltagelse giver kampen et ekstra pift for tilskuerne. Det ville selvfølgelig havde været en stor og lærerig oplevelse for en af AGF-truppens mere uprøvede kræfter, men sammenlagt har vi altså vurderet, at Stigs deltagelse er en gevinst for alle, siger Heskjær.

Leon Andreasen og Steffen Rasmussen har på grund af træningssamling med U-21 landsholdet, meldt afbud til kampen. Tomek Mazurkiewicz er optaget af træningssamling med det polske U-21 landshold.

Kampen mellem AGF og landsholdet spilles på Århus Stadion i morgen klokken 19.15.