Tanja og hendes tre børn vandt en ferie: Det er fantastisk
Fire økonomisk trængte familier har fået hjælp af Nilles Kro, Randers Regnskov og flere andre til at holde en ferie, de ellers ikke ville have råd til
Lige nu har børn i hele Danmark sommerferie, men nogle børn har ikke de samme muligheder som andre.
- Vores ferie var egentlig bare derhjemme, så hvis Jens ikke havde givet os den her mulighed, var vi ikke kommet nogen steder, siger Tanja Dalegaard, der har fået et gratis kroophold sammen med sine tre børn.
Kromand Jens Holm hørte et program i radioen om nogle familier, der havde det svært, og det fik ham til at beslutte sig for at udlodde et gratis kroophold til fire økonomisk trængte familier.
- Vi må hjælpe alle sammen, hvor vi kan, når nu vi har et system, som ikke kan hjælpe, siger Jens Holm.
På kontanthjælp
Ved hjælp af en lodtrækning blev de fire familier udvalgt.
- Økonomien er ikke til ferie på grund af kontanthjælpsloftet, så det er super skønt, at vi fik muligheden, siger Ib Gerner Knudsen, der er af sted sammen med sine to døtre.
10 børn og 7 voksne har fået et gratis kroophold.
En lokal legetøjsafdeling har givet lidt legetøj til børnene, og Energimuseet i Tange og Randers Regnskov har givet gratis entre.
- Så kan de komme i skole og fortælle, at de har været på ferie, i stedet for at de har gået hjemme i seks uger, siger Jens Holm.
Læs også
- Det er et fantastisk godt initiativ for os familier, der ikke har haft mulighed for at tage vores børn med på ferie, siger Tanja Dalegaard.
Jens Holm fik i alt 75 ansøgninger.
- Det viser desværre, at der er behov for det, siger Jens Holm.