Stor popfest i Lunden
Christopher og Burhan G i fælleskoncert
Der lagt op til den helt store popfest, når Burhan G og Christopher til sommer lægger vejen forbi Lunden i Horsens.
Her giver de to popdrenge en koncert, som formentlig vil sætte mange pigehjerter i brand.
- Det er kun en måneds tid siden, Christopher fyldte Horsens Ny Teater. Alene dét lægger op til en af de store oplevelser i Lunden. Og når Burhan G slutter sig til, har vi en aften, der helt sikkert vil sætte mange pigehjerter i brand, siger Horsens & Friends direktør Frank Panduro til Horsens & Friends hjemmeside.
Det er Musikforeningen Eigils og Horsens & Friends, som står bag popfesten. Arrangørerne understreger, at koncerten ikke er en del af sommerens Rock i Lunden.
- Vi er lige ved at have programmet for Rock i Lunden færdigt. Da vi så oveni fik tilbuddet om at sætte de to popdrenge op på Friluftsscenen, kunne vi ikke sige nej. Men det bliver altså som et selvstændigt koncerttilbud, siger Frank Panduro.
Christopher udgav for omkring et halvt år siden sit andet studiealbum, "Told You So", som blandt andet sikrede ham "Årets popudgivelse" ved Danish Music Awards.
Og Burhan G er næppe fremmed for de fleste. Hans hit "Tættere på himlen" er blevet afspillet ikke mindre end otte millioner gange på YoutTube.
Koncerten med de to sangere finder sted fredag den 28. august 2015, men billetsalget starter allerede på torsdag.