Stadig ingen spor af Lars Hjulmand efter ny video
- Jeg frygter, at vi finder ham et sted, hvor vi kunne have gjort en forskel
Fredag frigav Østjyllands Politi en ny video af den 45-årige Lars Hjulmand, der har været forsvundet siden den 2. december.
Videoen viser Lars Hjulmand cykle flere gange frem og tilbage langs Tronholmen ved Randers Havn. Men desværre har videoen ikke givet Østjylland Politi nye vidner at gå efter.
- Vi har ikke fået nogen henvendelser. Vi har selv fulgt op på nogen af de biler, man kan se på videoen. Det uheldige er, at på havnen skal man være iført sikkerhedsjakke. Så de mennesker, der var på havnen, har ikke bidt mærke i en person, der kommer cyklende med sikkerhedsreflekser på, siger Lau Kristensen, fungerende efterforskningsleder, Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Læs også
Østjyllands Politi havde håbet på, at eventuelle vidner ville se den nye video og bide mærke i Lars Hjulmands måde at cykle på.
- Han holder sig ikke ude i siden af vejen. Familien har også fortalt, at han fylder meget, når han cykler, siger Lau Kristensen.
Østjyllands Politi indstillede eftersøgningen af Lars Hjulmand fredag den 9. december.
- Det betyder, at vi venter på, at vi får henvendelser fra nogen, der har noget mere konkret, vi kan gå efter. Vi har afdækket stort set alt, hvad vi kunne uden resultat, siger Lau Kristensen.
Også Lars Hjulmands bror, Anders Hjulmand, er efter mange timers søgen efter sin bror noget opgivende.
- Vi er ved at prøve at skrabe folk sammen, så vi kan få lavet en scanning af havnen igen. Det er sgu godt nok ved at være kompliceret. Jeg sover ikke dårligere, men det går mig på, og vi bliver nødt til at holde fast i de spinkle håb, der er, siger Anders Hjulmand.
Læs også
Han er meget tilfreds med politiets indsats indtil nu.
- Jeg frygter mest, at vi finder ham et sted, hvor vi kunne have gjort en forskel. Men jeg ved virkelig ikke, hvor vi skal lede. Min mavefornemmelse siger, at jeg ikke finder noget ved at lede. Hvis jeg kunne gøre noget, havde jeg gjort det, siger Anders Hjulmand.
Han vil bare gerne have fundet sin bror, så sagen kan blive afsluttet.
- Vi går her i ingenmandsland og ved ikke hvilken retning, vi skal gå i, siger Anders Hjulmand.
Øverst kan du se den seneste video fra overvågningskameraer, som Østjyllands Politi har frigivet.
Nederst kan du se en video, hvor Marineværnet leder efter Lars Hjulmand.