Royal indvielse bremset af tåge
Tåge umuliggjorde dronning Margrethes indvielse af Villum Research Station
Aarhus Universitet har netop indviet en af verdens nordligste og mest veludstyrede forskningsstationer, Villum Research Station, i Nordøstgrønland 900 kilometer fra Nordpolen.
Selve indvielsen skulle have været foretaget af dronning Margrethe og formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.
Men sådan gik det ikke. Villum Research Station blev åbnet, men bestyrelsesformand for Villum Fonden, Jens V. Kann-Rasmussen, måtte stå for den officielle indvielse.
Dronning Margrethe og Kim Kielsen kunne nemlig ikke nå frem til forskningsstationen, da tæt tåge gjorde det umuligt for dem at lande på forsvarets Station Nord i Nordøstgrønland, som ligger side om side med den nye arktiske forskningsstation. Det oplyser Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Forskningen på stationen skal drives af Aarhus Universitet, men forskere fra hele verden får glæde af faciliteterne. Allerede nu har klimaforskere fra hele verden booket mere end 1.700 overnatninger på stationen.
Villums Fonden har doneret 70 millioner kroner til etableringen af forskningscentret.
Fakta om Villum Research Station:
- Første spadestik taget af Kronprins Frederik i 2013
- Placering: Ved Station Nord i Nordøstgrønland (81°36'N 16°39'V)
- Villum Fonden donerer 70,5 mio. kr. til etablering af stationen
- Årlige driftsomkostninger: 5 mio. kr., som hovedsagligt dækkes af brugerafgifter
- Drives af: Aarhus Universitet i de kommende 10 år
- Gennemsnitstemperatur ved Station Nord: -14° C