Røveri: Fik tømt sine lommer

23-årig mand blev holdt tilbage af en gruppe mænd i Aarhus Midtby

Foto: Colourbox

Østjyllands Politi er på udkig efter tre udenlandske mænd, som i weekenden røvede en 23-årig mand midt i Aarhus.

Ifølge politiet fandt røveriet sted omkring klokken 2.30 natten til søndag i Fiskergade nær åen.

Her blev den 23-årige mand passet op af tre mænd, som ikke kun var interesseret i at snakke:

- De holdt fast i ham, mens de tømte hans lommer, siger vagtchef Vagn Martinussen til tv2oj.dk.

Mændene tog også hans bæltetaske og sweater, som de dog endte med at give manden tilbage efter at have kigget på dem. Det eneste de beholdte var hans dankort og nøgler.

Kort efter skyndte de tre mænd sig væk. Politiet blev ikke tilkaldt til stedet, da røveriet først blev anmeldt søndag eftermiddag.

Signalement af røvere:

- Den ene mand beskrives som mellemøstlig af udseende, 18-23 år gammel, 178-183 cm. høj og muskuløs af bygning. Han var brun i huden, var skaldet og var iført en hvid t-shirt. Han talte dansk under episoden.

- Den anden mand beskrives ligeledes som mellemøstlig af udseende, 18-23 år, 178-183 cm. høj gammel og almindelig af bygning. Han var brun i huden, havde kort, sort hår og var iført en turkis t-shirt. Ifølge vidneforklaringen havde han en stor næse og bar en tynd guldhalskæde. Han talte dansk med accent.

- Den tredje og sidste mand er der ikke noget detaljeret signalement af. Han var også mellemøstlig af udseende og omkring 18-23 år gammel.

Gaderøveriet fandt sted i Fiskergade i Aarhus Midtby: