Redningsbåd sættes nu til salg: Borgere frygter utryghed

Østjyllands Brandvæsen har valgt at spare redningsbåden i Odder væk, og kommunen vil ikke overtage udgiften. Det ærgrer de lokale

02:10

Om få dage må alle, der færdes til søs ud for kysten i Odder Kommune vinke farvel til den redningsbåd, der gennem 40 år har været en fast del af beredskabet ved ulykker på havet. Båden er nemlig blevet sparet væk og skal sælges. Det er en stor fejl, mener de lokale.

- Den redningsbåd har givet os tryghed. Vi har vidst, at vi altid har kunnet få fat i kvalificeret hjælp på meget kort tid, siger formand for Odder Roklub, Inger Lise Rasmussen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er uanstændigt, så kort kan det siges. Odder Kommune kan ikke være det bekendt

Lisbeth Bonde, Saksild og omegns lokalråd

Båden koster 170.000 kroner om året at drive, og den udgift vil altså hverken Østjyllands Brandvæsen eller Odder Kommune fremover betale.

- Det er uanstændigt, så kort kan det siges. Odder Kommune kan ikke være det bekendt, siger formanden for Saksild og omegns lokalråd, Lisbeth Bonde.

Læs også Mads reddede personer i havsnød: Nu vil man skaffe en redningsbåd

Hun og en lang række øvrige borgere vil derfor kæmpe til det sidste for at bevare deres redningsbåd på stationen i Odder.

- Vi profilerer os at vores kyst og hav, så kan vi ikke være bekendt ikke at have sikkerheden i top, mener Lisbeth Bonde.

Ikke afhængig af båden

Helt konkret er det staten og i dette tilfælde Forsvaret, der har ansvaret for redningsaktioner til søs, men flere steder i landet får beredskabet altså hjælp fra lokale redningsbåde - som nogle gange er hurtigere fremme end Forsvarets helikopter.

- Det er klart jo flere ressourcer, vi kan få på vandet, jo større er sandsynligheden for, at aktionen får det bedst muligt udfald, siger vagtholdsleder hos Forsvarets Operationscenter, Jesper Lyngholm, til TV2 ØSTJYLLAND.

Så selvfølgelig er det lige så relevant at have en redningsbåd i Odder som inde i Aarhus, hvor man har bevaret den.

Finn Thranum (V)

Han slår dog samtidig fast, at man er ikke er afhængig af redningsbådene. Og det er vel formentlig derfor, at båden i Odder er blevet sparet væk. Dog ikke med alle lokalpolitikernes samtykke.

- Jeg har selv arbejdet med redningsbåd på havet og kender alt muligt til det. Så selvfølgelig er det lige så relevant at have en redningsbåd i Odder som inde i Aarhus, hvor man har bevaret den, siger byrådsmedlem i Odder Kommune, Finn Thranum (V).

Han vil nu rejse sagen i byrådet igen.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Østjyllands Brandvæsen.