Birkesaft – Sådan får du fat i de sunde dråber

Sæsonen for aftapning af birkesaft er i fuld gang, og det er nu, du skal en tur i skoven.

01:28

VIDEO: Lige nu er der masser af vitaminer at hente i skoven. Det er nemlig sæson for tapning af birkesaft. Video: TV 2

Foråret er for alvor rykket ind i de danske skove, og det kan du ikke bare nyde synet, men også smagen af. Det er nemlig i disse uger, du skal ud at tappe, hvis du skal have glæde af den friske birkesaft.

Læs også Skovsvin og miljøsyndere skal straffes hårdere

Birketræerne gemmer saften i rødderne under vinterdvalen, og i perioden fra de første skud titter frem, og indtil bladene er helt fremme, henter træerne saften op fra dybet.

DEN DANSKE BIRK

Der er to vilde arter birketræer i Danmark, dun- og vortebirk. 

 

De to arter indvandrede til landet som de første træer efter istiden for cirka 12.000 år siden.

 

Birketræer kan blive 25-30 meter høje.

 

Kilde: Naturstyrelsen

- Man får det lækreste birkesaft, og det er virkelig et energiskud af vitaminer, fortæller naturvejleder Jes Aagaard, Naturpark Amager. Han fremviser en flaske, som har hængt på træet i under et døgn og allerede har tappet omkring en kvart liter.

Dryp, dryp, dryp

Hvis du vil tappe birkesaft, skal du klippe en nedadvendt, halvanden til to centimeter tyk gren af. Saften begynder at løbe næsten øjeblikkeligt. Dernæst skal du binde en flaske op om grenen for at opsamle saften dryp for dryp.

Saften er lettest at tappe, hvis man klipper en nedadvendt, halvanden til to centimeter tyk gren af. Foto: TV 2

Saften indeholder de næringsstoffer, birken skal bruge til sin vækst. Det er blandt andet stoffer, som du også kan finde i mange kosttilskud - kalium, kalcium, fosfor, magnesium, mangan, zink, natrium, jern, fruktose, glukose, frugtsyrer, aminosyrer og ikke mindst C-vitamin.

Saften består primært af vand, og smagen er sød. Den er mere beslægtet med kildevand i forhold til smag end med cola, hvis smagen skal forsøges beskrevet. 

HJÆLP MED AT KORTLÆGGE BØGENS UDSPRING

Ved at sende et billede via TV2s billedupload, når du ser den første udsprungne bøg i et område, kan du hjælpe med at kortlægge bøgens udspring i 2019.

 

Husk at skrive, hvor bøgen er sprunget ud.

Skader ikke træet

Birketræerne tager ikke skade af at blive tappet, og det er lovligt at klippe fingertykke grene af træerne i de danske statsskove, hvis bare de er mindst ti meter høje. I Sverige og Finland, hvor birketræerne har stor udbredelse, er tapning af birkesaft en kendt forårstradition.

Birkesaften kan drikkes frisk og holder sig op til fem dage i køleskab. Holdbarheden kan strækkes helt op til et år, hvis saften fryses ned umiddelbart efter tapningen.

Birketræerne tager ikke skade af at blive tappet. Foto: TV 2

- Det holder sig ikke særlig godt, så i fryseren med det, hvis du vil gemme det. Du kan også koge det ind til den lækreste aromatiske sirup, som kan bruges på desserter, siger Jes Aagaard.

Få ti liter om dagen

Hvis du vil have et endnu større udbytte af din tapning, kan du bore et hul i træet. Så bliver det muligt at tappe mere end ti liter fra træet om dagen. I hullet indsætter du en studs med en slange, som føres ned i en dunk.

Når træet ikke giver mere saft, skal hullet lukkes igen med en træ- eller korkprop.

Hvis man gør det rigtigt, kan man tappe masser af de sunde dråber.

Det er de yderste cirka fem centimeter, du skal tappe af. Borer du for dybt ind i træet, rammer du ind i det hårdere kernetræ, hvor saften ikke løber.

Dyrere end vin

Og der er penge at spare ved hjemmetapningen, hvad enten du bruger gren- eller hulboringsmetoden. En 75 centiliters flaske økologisk birkesaft koster omkring 50 kroner.

Læs også Kronprinsen må ændre planer: Skadet knæ forhindrer Frederik i at løbe

- Det her drikker de på de dyreste cafeer inde i København, siger Jes Aagaard.