Østjyske politikere giver håndslag: - Vi nægter at samarbejde med Stram Kurs
Ved første østjyske valgdebat garanterer Jens Joel (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V), at de ikke vil basere et regeringsflertal på Stram Kurs.
Valget er udskrevet, og Folketingskandidaterne kæmper fra nu af og de næste 29 dage om vælgernes gunst.
Tirsdag aften skød TV2 ØSTJYLLAND valgkampen i gang med debat mellem Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Socialdemokratiets Jens Joel.
Læs også
Her blev det tydeligt, at de to østjyske politikere er uenige om mange ting.
Der er dog en central ting, som de to politikere er enige om: De vil på ingen måde samarbejde med Stram Kurs, som kan ende med at komme i Folketinget.
- Vi skal ikke blive bange for vores egen skygge, blot fordi der kommer nogen og udfordrer det og kommer med en så inhuman tilgang til andre mennesker. Vi skal stadig såt fast på, at vi mener, at det er rigtigt at føre en stram udlændingepolitik i Danmark, siger Venstres Jakob Ellemann-Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han slår også fast, at Rasmus Paludan tidligere har udtalt, at han aldrig kunne finde på at pege på Lars Løkke Rasmussen, og det er den østjyske venstrepolitiker godt tilfreds med.
- Jeg synes, den måde at tale om andre mennesker på, og den disrespekt for Grundloven for regionsfriheden er afskyelig, og jeg begynder at bande, hvis jeg skal sige mere om det, siger Venstres Jakob Ellemann-Jensen.
Læs også
Jens Joel garanterer også, at Socialdemokratiet ikke vil være villige til at basere et regeringsflertal med stemmer fra Stram Kurs.
Sådan lød det også fra Socialdemokratiet, da Dansk Folkeparti i sin tid blev valgt ind i Folketinget, og den holdning har sidenhen ændret sig. Ikke desto mindre slår Jens Joel fast, at Socialdemokratiet ikke kommer til at ændre mening denne gang. De vil på ingen måde samarbejde med Stram Kurs.