Nu skal 58 meter lange vindmølle-vinger køres gennem Grenaa

Fra marts til oktober vil energiselskab køre 9 returture om ugen fra Grenaa til Aalborg

00:45

TV2 ØSTJYLLAND var med, da det første sæt vinger landede på havnen i Grenaa.

Vindmøllevinger på små 60 meters længde vil fra 1. marts blive kørt gennem Grenaa for at komme til Grenaa Havn.

Det oplyser Siemens Gamesa til TV2 ØSTJYLLAND

Et flertal af vingerne fra Anholt Havmøllepark skal nemlig en tur til Siemens Gamesas fabrik i Aalborg, hvor de skal overfladebehandles og opgraderes.

Når vindmøllerne er blevet opgraderet skal de køres tilbage til Grenaa og sejles ud til Anholt for at blive monteret.

00:56

Interview med Peder Nickelsen, der er teknisk ansvarlig hos Siemens Gamesa

Luk video

Vindmøllerne er 58 meter lange og 5 meter brede, og de lægges skråt på transportlastbilerne, så de ikke er så høje.

- Vi påtænker at starte turene 1. marts, og planen er, at vi afslutter dem omkring 1. oktober. Der er planlagt 9 returrejser fra Grenaa til Aalborg pr. uge, siger Peder Nickelsen, der er teknisk ansvarlig hos Siemens Gamesa, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ingen vinger i myldretiden

Han mener ikke, at kørslerne vil få den store betydning for borgerne i Grenaa.

- Vores vurdering, at det vil have en minimal betydning for borgerne. Vi planlægger det, så vi ikke kører i spidsbelastningstiderne, så vi ikke generer trafikken, siger Peder Nickelsen.

Det betyder, at borgerne i Grenaa ikke vil møde lastbiler med enorme vindmøllevinger på vejene mellem klokken 6 og 9 om morgen og ej heller fra 15 til 18 om eftermiddagen.

Læs også Vindmøllegigant fyrer næsten hver tiende i Danmark

Grenaa er en havneby. Det samme er Aalborg. Det er derfor oplagt at spørge, hvorfor møllevingerne ikke bare skal sejles mellem byerne i stedet for at blive transporteret til lands.

- Når vi skal flytte vingerne fra Anholt, bruger vi en særlig kranbåd med ben. Det er et ret stort fartøj, der ikke er specielt anvendeligt til at sejle langt. Det er både i forhold til brændstoføkonomi og rejsetid, siger Peder Nickelsen.

Det er denne rute, lastbilerne med møllevinger vil køre fra Grenaa til Aalborg.

Det tager omkring 4 timer at køre møllevingerne fra Grenaa til Aalborg, og ruten er ifølge aftale med de relevante myndigheder. 

- Vi har valgt at kommunikere åbent om, hvad vi gør, og hvornår det skal ske, siger Peder Nickelsen fra Siemens Gamesa til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Mens vi venter på letbanen: Venterum åbnes i Grenaa

Han mener, at folk i Grenaa vil betragte de mange kørsler med møllevinger som en del af den industrielle aktivitet, der er med til at skabe arbejdspladser i Grenaa.  

Energiselskabet Ørsted, der driver Anholt Havmøllepark, beskæftiger cirka 70 personer i Grenå.