Meny-butikker lukker i flere østjyske byer

Både i Aarhus V, Randers og Grenaa overtager Salling Group de nuværende Meny-butikker. Butikkerne skal dog genåbne som Netto-butikker med ekstra stort sortiment.

Salling Group har netop underskrevet en aftale med Jaco Supermarkeder om overtagelsen af fire butikslejemål, herunder de tre Meny-butikker i Østjylland. Foto: Thomas Lekfeldt - Ritzau Scanpix

Indkøbsturene i supermarkedskæden Meny er ved at være talte for borgerne i Aarhus V, Randers og Grenaa. Til foråret lukker butikkerne.

Det betyder dog ikke, at borgerne kommer til at mangle handlemuligheder. Salling Group overtager butikkerne, og de har allerede store planer med dem. 

Læs også Øget fokus på tricktyveri: - Jeg er meget, meget glad

- De skal genåbne som nye Netto-butikker, der er større end de gennemsnitlige Netto-butikker. Normalt er butikkerne omkring 750 kvadratmeter, men som det ser ud lige nu, så bliver de nye mellem 1200 og 1500 kvadratmeter - det vil sige omkring dobbelt så store, siger Brian Seemann Broe, der er landedirektør i Netto Danmark, til TV2 ØSTJYLLAND.

Større butikker med flere varer 

De nye Netto-butikker er en del af et nyt Netto-koncept hos Salling Group, som i løbet af de kommende år vil blive rullet ud til samtlige 500 danske butikker.

Det er en fantastisk mulighed. Vi er en kæde, der er klar til at ekspandere, og det giver det her jo mulighed for. 

Brian Seemann Broe

Med det nye koncept ønsker man at gå fra discountbutik til noget, der i højere grad minder om et rigtigt supermarked med særligt fokus på frugt og grønt, sundhed og nemme måltider samt ny indretning og færre spot-varer. 

- Det er en fantastisk mulighed. Vi er en kæde, der er klar til at ekspandere, og det giver det her jo mulighed for, siger Brian Seemann Broe.

Læs også Netto har gemt cigaretterne: Salget er faldet med fem procent

Butikkerne forventes at åbne i løbet af 2019

Det nye koncept er allerede ude i 17 butikker rundt omkring i Danmark, fortæller Brian Seemann Broe. I løbet af 2019 forventer man at udvide det til 70 butikker mere. Blandt andet i Hurup ved Thy i Nordjylland, der også blev skrevet under på i samme omgang som de tre østjyske butikker.

Læs også Salling Fondene donerer 25 millioner til nyt kulturhus

- Vi er meget tilfredse med at sikre, at der også fremover vil være gode indkøbsmuligheder lokalt de fire steder. Det er samtidig en aftale, der gør Netto i stand til at nå endnu bredere ud med et nyt og forstærket butikskoncept, som mange af vore kunder allerede har taget rigtig godt imod i de byer, hvor vi har åbnet nye butikker, lyder det fra Per Bank, der er direktør i Salling Group, i en pressemeddelelse.  

Læs også Nye grise i Nettos kølediske

Ombygningen af butikkerne i Aarhus V, Randers, Grenaa og Hurup forventes afsluttet, så de nye Netto-butikker kan åbne i løbet af 2019.