Lars Løkke var forbi Gellerup: Populært besøgsmål blandt politikere

Retsudvalget har været der, Morten Østergaard har overnattet der, og i dag, torsdag, var Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen forbi Gellerup i Aarhus.

01:00

Gellerupparken i det vestlige Aarhus havde torsdag besøg af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Statsministeren slutter sig med besøget til listen over politikere, der på det seneste har været forbi det udsatte boligområde.

I februar lagde også Folketingets retsudvalg turen forbi, og det samme gjorde leder for det Radikale Venstre, Morten Østergaard, som tilbragte to dage i det vestlige Aarhus.

Læs også Lars Løkke Rasmussen besøger Gellerup

Lars Løkke Rasmussen var på besøg i forbindelse med, at regeringen i sidste ud lancerede et udspil, der skal gøre op med ghettoområder og parrallelsamfund inden år 2030.

Han peger på, at boligområdet i Aarhus allerede er godt på vej på grund af den helhedsplan, som Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening har vedtaget, og som i øjeblikket er i gang med at ændre markant på områdets udseende.

- Det virker som om, at den her del af Aarhus selv tror på, at man kan forandre Gellerup og gøre det til en integreret del af Aarhus, og det skal da tjene som et eksempel andre steder i landet, hvor udviklingen står noget tilbage for det, der sker her, siger Lars Løkke Rasmussen.

01:35

VIDEO: Statsminister Lars Løkke Rasmussen var torsdag forbi Gellerupparken i Aarhus.

Luk video

Planer for området

Helhedsplanen for Gellerup skal gøre området mere attraktivt for folk at flytte til og dermed skabe en bredere sammensætning af befolkningen.

I den forbindelse er over 300 boliger blevet fjernet med det formål at åbne boligområdet op mod resten af byen.

- I 2030 er det et helt anderledes kvarter med en meget bredere sammensætning af befolkningen, og så håber jeg bestemt ikke, at der er nogen, der vil sige, at det er en ghetto, siger formand for Brabrand Boligforening, Keld Albrechtsen.

Hård retorik

Men hvis folk skal flytte til området, så skal der mere end bare et ansigtsløft til, mener beboere i området. Der skal også ændres i den måde, som politikerne taler om dem på.

Blandt andet fortalte Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde den 1. marts, hvor regeringen præsenterede deres ghettoudspil, at han ”så huller i Danmarkskortet”.

Jeg synes, at retorikken er rigtig hård. Den er med til at tale områderne rigtig meget ned.

Helle Nielsen, beboer i Gellerup siden 1973

Og udmeldinger som denne får Helle Nielsen, der har boet i Gellerup siden 1973, til at tvivle på, at det kan lykkes at tiltrække flere ressourcestærke beboere:

- Jeg synes, at retorikken er rigtig hård. Den er med til at tale områderne rigtig meget ned. Jeg ved godt, at Gellerupparken bliver fremhævet, som det gode eksempel, men samtidig kalder han os jo også et hul i Danmarkskortet.

Og hun er ikke den eneste med den holdning. Allan Fisker har boet i området i 43 år, også han peger på, at der skal mere til, hvis projektet skal have succes.

- Der skal ske meget, hvis det lykkedes. Det er ikke bare et spørgsmål om penge, men hvordan man behandler folk, siger Allan Fisker.

02:14

VIDEO: Der sker meget i Gellerupparken i disse år, men der skal også ændres i retorikken, hvis projektet skal have succes, mener beboere.

Luk video