Lars Larsen forklarer: Derfor rykker turnering til Silkeborg

Den internationale golfturnering Made In Denmark flytter fra Nordjylland til Silkeborg. Beslutningen bunder i økonomi, fortæller bagmand Lars Larsen

02:12

Når Region Nordjylland skærer i støtten, er det helt naturligt for golfturneringen Made In Denmark at finde nye græsgange.  

Det siger erhvervsmanden Lars Larsen, der er formand for Made In Denmark.

De siger, at for syv-otte millioner kroner får de omsætning for 100 millioner kroner. Hvis vi havde samme avance i Jysk, så var jeg rigtig rig.

Lars Larsen, ejer af Jysk

Næste år rykker den internationale golfturnering til Lars Larsens hjemegn, Silkeborg. Golfspilleren Thomas Bjørn, som ventes at stille til start til den tid, er ligeledes fra Silkeborg. 

- Silkeborg er en skøn by og egn. Jeg er fra Silkeborg, og Thomas Bjørn er fra Silkeborg – så hvad er mere naturligt, havde jeg nær sagt, siger Lars Larsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Stor golfnyhed: Made In Denmark flytter til Silkeborg

Han ejer Himmerland Golf Resort, som har lagt græs til turneringen de seneste år. Men nu flytter turneringen sydpå, og den beslutning bunder i økonomi. 

- Vi havde svært ved at få penge nok skrabet sammen til, at det skal være i den samme region hvert år, siger Lars Larsen og uddyber: 

- Jeg kan godt se for Region Nordjylland, at det ikke er rimeligt, at det er hvert eneste år. De har jo været med til at sætte det i gang, så kan andre kommuner og regioner jo godt være med til at bære det videre, så det bliver en tradition, at der er en international golfturnering i Danmark hvert år.

Fordele ved at flytte rundt

Lars Larsen glæder sig over, at midtjyderne er klar til bakke turneringen op økonomisk.

- Region Nordjylland har valgt at tage en pause økonomisk. Det er fair nok. Så står der en anden region, som gerne vil prøve det af. De siger, at for syv-otte millioner kroner får de omsætning for 100 millioner kroner. Hvis vi havde samme avance i Jysk, så var jeg rigtig rig, siger Lars Larsen.

Han mener, der er fordele ved at lade Made In Denmark flytte rundt: 

- En rotation på en tre byer i Danmark vil være fint for mig. Det vil sælge Danmark bedre, og jeg vil gerne sælge Danmark.  

2017-udgaven af turneringen spilles i Himmerland, mens den altså næste år kommer til Silkeborg.

Øverst kan du høre hele interviewet med Lars Larsen.