Lang snor til fup-forsker

Aarhus Universitet stillede ingen spørgsmål til chefforsker, der er mistænkt for millionsvindel med forskningspenge.

Den tidligere chefforsker er mistænkt for at svindel for omkring ti millioner kroner, som skulle have været betaling for forskning, der sker i et samarbejde mellem et amerikansk universitet og forskningsmiljøer i Danmark.

Og hanhavde tilsyneladende gode muligheder for at udføre svindlen.

Flere kilder siger til Århus Stiftstidende, at chefforskeren fik særdeles lang snor af Aarhus Universitet. Han havde omkring 20 forskere under sig i en af universitetets bygninger i forskerenheden Nanea.

- Her blev der arbejdet efter moderne management med gratis frokost til alle og højt humør. Møder blev - stik mod hvad der ellers er kutyme i den akademiske verden - lagt ud på grønne og flotte kursussteder. Men på mange måder var det et murstensløst foretagende. Han havde sin egen underafdeling, som i høj grad arbejdede uafhængigt af universitetet, siger en kilde til avisen.