Kurven er knækket: Markant flere ansøgere til østjysk erhvervsskole

I Randers er det blevet mere populært at søge ind på en erhvervsuddannelse.

02:02

VIDEO: Tradium i Randers kan til august byde 314 nye elever velkommen. Det er knap 40 procent flere end sidste år.

De seneste år har budskabet fra politikerne på Christiansborg været klart: Flere skal søge ind på en erhvervsuddannelse.

I Randers ser det nu ud til, at de unge har lyttet til magthaverne. I hvert fald har væsentligt flere randrusianske unge ansøgt om at begynde på byens erhvervsskole, Tradium, efter sommerferien.

Læs også Her slår de rekord i at uddanne dem, de andre ikke kan

- Det er jo fantastisk. Vi kan kun glæde os over den store interesse for at tage en erhvervsuddannelse, siger Bent Oppelstrup, der er områdedirektør på Tradium, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge de foreløbige ansøgningstal, kan Tradium til august byde 314 nye elever velkommen. Det er knap 40 procent flere end sidste år.

Blandt andet byggebranchen har stærkt brug for arbejdskraft, og derfor er de unge de seneste år blevet opfordret til at tage en erhvervsuddannelse.

Nu gælder det om at finde plads

Tradium skal altså indstille sig på at gøre plads til en del flere unge mennesker i værkstederne. Men ifølge Bent Oppelstrup kan der ikke komme for mange ansøgere.

Byggebranchen skriger jo efter arbejdskraft. Så vi skal have nogle flere ud i branchen.

Bent Oppelstrup, områdedirektør, Tradium, Randers

- Vi skal have plads til dem, og vi vil have plads til dem. 

- Byggebranchen skriger jo efter arbejdskraft. Så vi skal have nogle flere ud i branchen. Og det starter jo som regel med en elevplads, siger områdedirektøren.

Han mener, at en del af årsagen til stigningen er, at der er kommet mere fokus på, hvad en erhvervsuddannelse kan bruges til.

Læs også Populær skole nødt til at udvide igen: Her ønsker flere at gå

- Man kan sagtens bygge sig en karriere ud fra en håndværksmæssig baggrund. Jeg tror, at den viden omkring, at det faktisk er en mulighed, har været lidt glemt i trængslen af alle de andre muligheder, der er på uddannelsesfronten, siger Bent Oppelstrup.

Der skal findes plads til flere unge på Tradiums værksteder. De har nemlig fået 40 procent flere ansøgere til deres erhvervsuddannelser i forhold til sidste år. 

Gymnasie må skære ned på antal klasser

På Paderup Gymnasium i det sydøstlige Randers går det den stik modsatte vej. Sidste år fik de 207 ansøgere, i år er tallet 152.

- Det er jeg da overrasket over. Vi har de seneste syv år haft ansøgertal, der har ligget over de 200, siger Allan Friis Clausen, der er rektor på Paderup Gymnasium til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Silke hugger i sten: Er den eneste på sin uddannelse

At færre elever begynder i 1.g næste skoleår betyder, at gymnasiet må skære ned på antallet af klasser.

Som det ser ud nu har Paderup Gymnasiet otte klasser med 1.g-elever og én klasse for unge med autisme. Men næste skoleår må de nedlægge tre af de almene klasser.

- Det er klart, at det betyder færre indtægter til gymnasiet. Så vi skal til at regne på, hvilke konsekvenser det får. Det ved vi ikke endnu, fordi tallene er så nye, siger rektoren.

- Der kan være mange årsager

Allan Friis Clausen er dog ikke helt overbevist om, at de faldende ansøgertal på Paderup Gymnasium skyldes, at flere unge har lyttet til politikernes opfordring om at vælge en erhvervsuddannelse.

- I skoleåret 2016/2017 havde vi 256 ansøgere, hvilket var det største antal nogensinde. Og dengang var de politiske signaler om, at flere skulle tage en erhvervsuddannelse jo også ganske klare, siger han.

Læs også Freja 'smagte' på erhvervs-uddannelserne og skiftede mening

- Det kan selvfølgelig være, at det først begynder at slå igennem nu. Men hvis man kigger tilbage på de sidste tre til fire år, så er der ikke noget, der tyder på det ud fra vores ansøgertal.

Dykket i antal ansøgere kan eksempelvis også skyldes, at flere unge i gymnasiets område har valgt at tage 10. klasse, påpeger Allan Friis Clausen. 

De endelige tal for, hvilke ungdomsuddannelser de unge i Randers har søgt ind på, ligger klar i løbet af næste uge.