Kommunaldirektør i Randers har sagt op

Kommunaldirektøren i Randers Kommune har opsagt sin stilling til udgangen af oktober

Foto: Randers Kommune

Kommunaldirektør i Randers Kommune, Hans Nikolaisen, har opsagt sin stilling til udgangen af oktober måned. Det skriver kommunen på deres hjemmeside.

Kommunaldirektøren, der snart runder de 60 år, begrunder opsigelsen med, at han vil dedikere sine sidste år på arbejdsmarkedet til sin familie og personlige interesser.

Læs også Løftet pegefinger til Randers Kommune i skolesag

Hans Nikolaisen har været kommunaldirektør i Randers kommune siden 2011.

- Jeg har oplevet at arbejde under skiftende politisk ledelse i Randers og har haft et fortrinligt samarbejde med begge borgmestre, både Henning Jensen Nyhuus og Claus Omann Jensen, og jeg har stor respekt for den politiske ledelse af kommunen, udtaler Hans Nikolaisen på kommunens hjemmeside. 

Læs også Randers-borgmester tvinges ikke til at sige undskyld

Borgmester Claus Omann Jensen (V) tager nu initiativ til at ansætte en ny kommunaldirektør og at finde den rette løsning for kommunens øverste ledelse fra 1. november.

- Hans er en af Danmarks topembedsmænd, og jeg er rigtig ærgerlig over, at Randers kommune mister en sådan kapacitet. Hans har udvist stor ydmyghed, arbejdsomhed og integritet i sit arbejde som kommunaldirektør, og jeg kommer til at savne den gode sparring. Jeg ønsker Hans alt mulig godt i sin videre færd, udtaler Claus Omann Jensen. 

Hverken Hans Nikolaisen eller Claus Omann Jensen ønsker at uddybe kommunaldirektørens opsigelse over for tv2oj.dk.