Kedeligt forårsvejr
Den første forårsweekend bliver trist og grå
Den første forårsweekend bliver særdeles trist og grå med en blanding af småregn og mange skyer, lyder det fra DMI.
- Det bliver ikke helt så varmt, som vi har haft det de sidste par dage. Vi kommer til at ligge på under 10 graders varme, og der er skyer og noget småregn indimellem, siger Henning Gisselø, DMI's vagthavende meteorolog.
- Det bliver en lidt grå, lidt kedelig og lidt småvåd weekend. Det sværeste er i virkeligheden at finde ud af, hvornår der kommer lidt sol og hvor, siger han.
Meteorologen deler landet op i tre dele fredag: Vestjylland får skyer og småregn det meste af dagen, den østlige del af Sjælland og Bornholm får skyer først på dagen og derefter småregn. Østjylland, Fyn og Vestsjælland kan se frem til en smule mildere vejr i morgentimerne.
- Der kan komme noget sol i løbet af formiddagen, men om eftermiddagen er det mere skyet og med risiko for regn. Udsigten til et par solstråler i weekenden vil være størst på lørdag, mener meteorologen.
Søndag bliver generelt trist med mange skyer og småregn.
Weekendens temperaturer kommer til at ligge på fire til otte grader i dagtimerne og over de nul grader om natten.
- Vi holder temperaturen lige over frysepunktet, de
r hvor det bliver koldest om natten. Det ser ikke ud som om, vi skal have nattefrost, siger Henning Gisselø.