Kaosøkonomi i Norddjurs rammer beboere på plejecenter

Personalet og beboerne på Plejecenter Violskrænten & Grønnegården mærker ansættelsesstoppet

01:38

VIDEO: Beboerne på Plejecenter Violskrænten & Grønnegården har mindre indhold i deres hverdag, når personalet ikke længere har nær så meget tid til aktiviteter.

Ansættelsesstoppet i Norddjurs Kommune har betydet et stop for alle jobansættelser i kommunen, og det mærker de på Plejecenter Violskrænten & Grønnegården.

- Der er ikke så meget personale til at hjælpe os, som der var før i tiden, fortæller Esther Marie Hansen, som er beboer på plejecentret i Grenaa.

Anette Overgaard Eriksen synes, at det er ærgerligt, at beboernes indhold i hverdagen bliver mindre. 

Prioritering af opgaver

Personalet er nødt til at prioritere deres daglige opgaver. Prioriteringen af opgaverne går ud over det indhold, som de ældre har i deres hverdag på plejecenteret.

- Vi er nødt til at skære ned på rengøring og aktiviteter. Det betyder desværre, at vores ældre ikke har så meget indhold i hverdagen, og at de ikke får gjort rent i det omfang, som de plejer, fortæller Anette Overgaard Eriksen, som er plejecenterleder på Plejecenter Violskrænten & Grønnegården.  

Læs også Ansættelsesstop i Norddjurs: - Det giver ingen mening

Et andet eksempel på, at hverdagen er forandret på plejecenteret, kan ses i køkkenet.

- Her producerer vi normalvis mad hver dag tæt på beboerne, men i dag har vi ikke haft bemanding til at dække produktionen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Plejecenteret har været nødt til at dele opgaverne op i, hvad de gerne vil nå, og hvad de skal nå.   

- Vi skal sikre, at beboerne får en så god pleje som muligt. Derfor er vi nødt til at prioritere de opgaver, som dagligt er nødvendige, fortæller hun.

Ansættelsesstoppet går ikke ud over beboernes ve og vel. Personalet sørger for, at det bliver prioriteret. 

Pres på personalet 

Presset er stort for personalet, som dog stadig formår at nå de nødvendige daglige opgaver, men det er ikke uden konsekvenser.

- Presset er størst på medarbejderdelen, fordi de bliver presset til at tage ekstra opgaver, og det stresser dem, siger Anette Overgaard Eriksen. 

Presset er størst på medarbejderdelen, fordi de bliver presset til at tage ekstra opgaver, og det stresser dem.

Anette Overgaard Eriksen, plejecenterleder, Plejecenter Violskrænten & Grønnegården

Beboer Esther Marie Hansen har ondt af personalet og synes, at det er ærgerligt, at de har så travlt.  

- Det er jeg da træt af. Det er synd for personalet, at de skal løbe så stærkt.

Formanden for Voksen- og Plejeudvalget, Lars Møller (S), mener, at hele ansættelsesstoppet burde genovervejes.

- Det giver ingen mening. Vi sparer ikke de penge, som var meningen, og samtidig har der været en stor forringelse af den service, vi leverer til de ældre, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.