Joram fra Silkeborg hitter i Tanzania: Hyldest til mine mødre
23-årig østjyde drømmer om at kunne leve af sin egen musik
Mens Joram Johan Paulo sidder i sin lejlighed i Aarhus, kan han følge med i og høre sin musik blive afspillet på radiostationer i sit hjemland Tanzania.
Han går under kunstnernavnet JJ Paulo, når han rapper, og har for to dage siden sendt sin nye musikvideo på gaden til nummeret "Funny Life". En sang, som fortæller en historie om en ung mand vokset op mellem to kulturer.
For det er, hvad Joram Johan Paulo er. Han er født i landsbyen Mwanza i Tanzania, men er opvokset det meste af sit liv i Silkeborg.
- Det er så fedt at få lov til at vise en anden side af mig selv. Videoen i huset er min families og pigen er min lillesøster, fortæller han om sin nye musikvideo, som tager folk med en tur til hans landsby.
De seneste tre år har Joram Johan Paulo været på lidt af en rejse frem mod udgivelsen af hans første EP, som kommer på gaden om få måneder. EP'en kommer til at hedde "Nana Levina" - opkaldt efter henholdsvis sin danske og biologiske mor.
Hans biologiske moder døde som 36-årig af AIDS. Den historie blev til sangen "Make Mama Proud".
Erfaringer fra begge kulturer
Joram Johan Paulo kom til Danmark, da han var 2,5 år gammel, fordi hans mor i Tanzania ikke havde penge til at forsørge ham. Faderen var år forinden rejst til Danmark og havde fundet sig en dansk kæreste. Det var hos dem, at han fandt sit nye hjem i Silkeborg.
Selvom hans nyeste musikvideo er optaget i Tanzania, handler den også i høj grad om hans danske mor.
- Jeg har stor respekt for, at hun tog mig til sig og opdragede mig, som var jeg hendes eget barn. Samtidig har hun også lært mig mange ting, siger han og henviser til en passage i sangen, hvor han synger: "Momma taught me how to spend my money right. Baba told me how to live the funny life".
- Det fortæller noget om de to kulturer. Danmark og Tanzania. I Danmark er vi mere forsigtige med at bruge penge, mens i Tanzania bruger man pengene nu og her og har det sjovt.
Nye eventyr i vente
Siden 2013 har han rejst rundt i England, Norge og Tanzania for at komme nærmere drømmen om en musikkarriere. I England arbejdede han som producer for andre musikere, men det var som "at give sine børn videre til andre", fortæller han om oplevelsen af at andre skulle skrive tekster til hans beats.
Nu handler det i stedet om hans egen musik, som han producerer som et slags "one mand band". Næste drøm er at få sig en uddannelse - gerne som sound engineer eller måske inden for engelsk sprog. Alle døre står åbne.
- Jeg vil gerne tilbage til London, men nu må vi se. Det er dyrt at studere der. Lige nu er jeg bare taknemmelig for al den feedback, jeg har fået på min video. Det giver mig energi, men det har også samtidig krævet blod, sved og tårer, siger Joram Johan Paulo.
TV 2 | ØSTJYLLANDs Kurt Leth besøgte Joram Johan Paulo i 2013 for at høre om hans drømme dengang. Se eller gense det program ved at klikke her.
I videoen nedenfor kan du høre Jorams nyeste sang "Funny Life", som er optaget i Tanzania: