Falsk indsamler slår plat på døve
Stopper folk på gaden i det centrale Aarhus
En falsk indsamler forsøger at slå plat på Center for Døve i Aarhus. Han stopper folk på gaden i Aarhus, blandt andet ved Fakta i Guldsmedgade.
Manden påstår i forbindelse med en underskriftsindsamling, at han samler penge for Center for Døve til en international afdeling for døve. Han beder om et kontant bidrag på stedet og ønsker samtidig at få oplyst bidragydernes navn, postnummer, by og underskrift.
Manden, som så vidt vides er eller optræder som døv, opfordrer til at kommunikere gennem at skrive på mobiltelefonen, men kan ikke fremvise ID fra Center for Døve og har ingen tilknytning til centeret.
- Vi synes, det er helt forkasteligt, at folk, der ønsker at støtte døves sag, bliver bedraget på denne usmagelige måde, siger centerchef Bruno Madsen, Center for Døve.. Vi håber, at politiet får sat en stopper for det, eller at folk i Aarhus - og andre steder, hvis det skulle være tilfældet - nu vil være advaret
Den falske indsamler er anmeldt til politiet.