De fleste gymnasieelever går ikke i bad efter idræt

Det er værre, end jeg troede, siger aathusiansk gymnasielærer, der også er formand for Gymnasieskolernes Idrætsforening

Foto: Colourbox

Kun en ud af tre gymnasieelever stiller sig altid under bruseren, når idrætstimen er ovre. Det skriver Politiken.

Således har 63 procent af i alt 2600 adspurgte elever krydset af ud for "jeg går som regel ikke i bad efter idræt" i en ny undersøgelse gennemført af Gymnasieskolernes Idrætsforening.

- Vores nye tal viser, at det er langt værre, end jeg troede, siger formand Andreas Schiønning, der til daglig er lærer på Aarhus Katedralskole, til Politiken.

Læs også Mange bader ikke efter idræt

- De unge går mindre og mindre i bad, når det skal foregå sammen med andre, og det er en samfundsudfordring, som vi skal være flere til at løfte.

Det samme sker i grundskolen

I grundskolen er den også gal. Sidste år indberettede idrætslærerne til Dansk Skoleidræt, at syv ud af ti har svært ved at få eleverne fra 7. til 9. klasse i bad, skriver Politiken.

Vi kan ikke gøre så meget i gymnasiet, hvis de unge allerede i folkeskolen eller i fodboldklubben har vænnet sig til, at det er i orden ikke at gå i bad sammen.

Andreas Schiønning, lærer på Aarhus Katedralskole

Andreas Schiønning har fået Dansk Skoleidræt, DGI og DIF med på et fælles fremstød for en sundere badekultur.

- Vi kan ikke gøre så meget i gymnasiet, hvis de unge allerede i folkeskolen eller i fodboldklubben har vænnet sig til, at det er i orden ikke at gå i bad sammen, siger formanden til Politiken. 

Læs også Unge ambassadører fejret med aktiv dag

Her vil tvang ikke hjælpe, mener han. I stedet skal der skabes dialog og refleksion.

Hvis man insisterer for hårdt, risikerer man, at eleverne bliver helt væk fra idræt, påpeger Andreas Schiønning.