AGF afviser problemer ved at lukke rekordmange fans ind

AGF mener, at det var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at lukke over 22.000 tilskuere ind til søndagens ligakamp.

Der blev sat tilskuerrekord i superligakampen mellem AGF og Silkeborg IF på Ceres Park i Aarhus søndag eftermiddag.

AGF satte stadionrekord, da 22.175 tilskuere søndag var på plads til opgøret mod Silkeborg i Superligaen.

Stadionkapaciteten på 19.433 siddepladser blev dermed overskredet med flere tusinde mennesker, og det har fået myndighederne til at undersøge sagen.

00:14

VIDEO: Videoen her er filmet uden for Ceres Park inden kampstart, der blev udskudt 10 minutter på grund af de mange fremmødte.

Luk video

Ifølge bold.dk er Østjyllands Brandvæsen sammen med Østjyllands Politi i gang med at undersøge sikkerhedsforholdene under kampen.

Læs også Silkeborg-boss åbner for salg af profil til AGF

AGF-direktør Jacob Nielsen afviser dog på klubbens hjemmeside, at sikkerheden ikke skulle have været i orden.

- Ceres Park er godkendt til op til 50.000 personer til events. Så det er ikke det sikkerhedsmæssige, der har været problemet, siger Jacob Nielsen.

- Det var snarere, om alle fik en god oplevelse. Men det er fantastisk, at så mange kom ud og støttede os. Det er superligarekord, og det er vi stolte af, siger Jacob Nielsen.

AGF's Patrick Mortensen ærgrer sig. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tog løbebanen i brug

AGF tillod tilskuere at stå bag hegn på den atletik-løbebane, der er på stadion. Derfor kunne aarhusianerne lukke flere mennesker ind end normalt.

- Vi udvidede tilskuerkapaciteten, og endelig kan man sige, at vi fik glæde af løbebanerne til en fodboldkamp. Der stod mange på dem og på bastionerne, siger direktøren.

Læs også AGF slår rekord – tribuner proppet til randen

Jacob Nielsen undskylder dog til et par hundrede fans, der ifølge AGF-direktøren ikke kom ind. De fik til gengæld gratis fadøl og kunne se kampen på en storskærm i en fanzone tæt på stadion.

En tilskuer har taget billeder af de fyldte tribuner. Hun oplevede, at folk stod på trapperne, så man ikke kunne komme ud. Foto: Lykke Tjerrild

På grund af den store interesse var man nødt til at rykke kamptidspunktet cirka et kvarter frem, og derefter blev dørene lukket

Det betød, at en del tilskuere gik forgæves - selv om de havde en gratis billet fra Århus Stiftstidende og Stibo, som havde inviteret byen på fodbold.

Burde have afvist flere

AGF burde have afvist flere tilskuere, end klubben gjorde, lyder det fra Johnny Damgård, leder hos Beredskabscenter Aarhus.

- Vi har ikke været involverede, så vi har ikke givet ekstra tilladelse til flere end de 19.433, som de har lov til at have på stadion, siger Johnny Damgård til B.T.

Læs også AGF-træner forklarer nederlag med skadet spiller

Beredskabscenteret vil nu tage en snak med AGF om sagen.

AGF tabte den målrige kamp til Silkeborg med 3-4.