Advokat i fængsel for trusler mod eks

Advokat skal fire måneder bag tremmer for at have truet sin ekskone til ikke at vidne mod ham i en tidligere sag.

Silkeborg-advokaten Kenneth Pilemann må finde på noget andet at lave de næste år, efter at Vestre Landsret onsdag frakendte ham retten til at virke som advokat i sammenlagt fem år.

Fire måneder af de fem år er allerede skemalagt. Der skal Kenneth Pilemann ind og ruske tremmer. Landsretten idømte nemlig den 43-årige advokat Pilemann en fængselsstraf på et år, hvor de otte måneder dog blev gjort betinget.

Pilemann er tidligere dømt, og derfor fik han en såkaldt fællesstraf, hvor hans tidligere forseelser, blev regnet med. Men denne gang drejede sagen sig om dødstrusler mod hans tidligere samlever, som han blev dømt for at have truet på livet, da hun skulle vidne i retten mod ham i forbindelse med en tidligere straffesag.
/ritzau/