Århus Håndbold gik i stå mod BSV i østjysk lokalopgør

Undertippede Århus Håndbold leverede længe en fornuftig indsats mod BSV, men en scoringskrise efter pausen kostede

Arkivfoto. Foto: Ole Nielsen - Scanpix

Mesterholdet Bjerringbro-Silkeborg er igen helt oppe i nakken af førende Aalborg i herrernes håndboldliga, 888 Ligaen.

En god anden halvleg sikrede tirsdag aften BSV en udesejr på 27-22 over Århus Håndbold i tirsdagens østjyske lokalopgør, og de forsvarende mestre har dermed 16 point efter ti kampe - det samme som Aalborg, der dog har spillet en kamp færre.

Det så ellers godt ud for hjemmeholdet i de første 30 minutter, og Erik Veje Rasmussens tropper så ud til at være på vej mod en overraskelse, da de sidst i første halvleg førte med 14-11.

Læs også Læsø tilbage til Aarhus: Jeg er klar til nye udfordringer

BSV fik dog reduceret til 13-14 inden pausen, og i anden halvleg gik Århus helt i stå.

Hjemmeholdet scorede kun fire mål i de første 20 minutter, og BSV udnyttede scoringstørken til at bringe sig komfortabelt foran med 24-18.

Selv om Erik Veje Rasmussen forsøgte at råbe sine tropper igang, var kampen reelt afgjort på det tidspunkt.

Læs også BSV forlænger med talentfuld fløjspiller

De undertippede aarhusianere fik i de sidste ti minutter en smule gang i scoringen igen, men trods en fornuftig indsats måtte hjemmeholdet finde sig i sæsonens sjette nederlag.

Mens Bjerringbro-Silkeborg altså mænger sig i den absolutte top, holder Århus lige akkurat foden inde på en slutspilsplacering.

Aarhusianernes otte point rækker lige nu til en ottendeplads.

Kampfakta

Århus Håndbold-Bj.bro/Silk. 22-27 (14-13).

Århus Håndbold:  Frederik Krarup 6, Omar Ingi Magnusson 4, Robert Gunnarsson 3, Sigvaldi Gudjonsson 2, Fredrik Sørensen 2, Anders Martinusen 2, Henrik Hansen 1, Nicolai Schytt 1, Stian André Breivik 1.

Bj.bro/Silk.:  Johan Hansen 4, Sebastian Skube 4, Kasper Olsen 4, Allan Damgaard 4, Michael V. Knudsen 4, Kristian Klitgaard 3, Nikolaj Markussen 2, Jacob Lassen 1, Stefan Hundstrup 1.

Udvisninger: Århus Håndbold 3, Bj.bro/Silk. 3.

Tilskuere: 4.796.