Horsens-træner tilskriver marginaler første sejr

AC Horsens-træner Jonas Dal mente, at marginalerne endelig var på Horsens' side i holdets første sejr i sæsonen.

Der skulle gå ti kampe i Superligaen, før AC Horsens-træner Jonas Dal kunne notere sig for en sejr i spidsen for østjyderne.

Med tre uafgjorte og tre etmålsnederlag hidtil i sæsonen har Horsens nemlig ifølge ham været ramt af stolpe ud i sæsonen hidtil.

Søndag mod lokalrivalerne fra Vejle var det stolpe ind, da Horsens vandt med 3-1 på hjemmebane på blandt andet to straffesparksmål.

Det glædede Dal, som mente, at det var afgørende mod et godt spillende Vejle-hold, som nemt kunne have udlignet i første halvleg.

- Det lykkedes, fordi vi havde nogle af marginalerne på vores side.

- Vi fik et frispark, hvor den blev sparket op på en arm, og så fik vi det første straffespark.

- Vejle var gode på bolden og havde også, efter vi kom foran, store chancer for at udligne, konstaterer Horsens-træneren.

Sejren skal nydes

Den følelse, af at tingene gik Horsens’ vej, skal man ifølge Dal nyde.

- Når vi bare havde seks chancer, og vi scorede på tre, hvor to af dem endda var på straffespark, så skal vi være henrykte.

- Vi skal ikke tale os op til, at vi var så meget bedre end Vejle som 3–1. Vi havde en tro på det og ikke mindst en tro på hinanden, siger han.

Jannik Pohl lavede målet til 3-0

Målet til 3-0 blev sat ind af angriber Jannik Pohl, og han glædede sig over, at der nu venter en uge med mere ro.

- Vi har lidt meget i sæsonen hidtil, og derfor bliver det dejligt med en uge nu her, hvor der kommer lidt mere ro på, lyder det fra 24-årige Pohl.

AC Horsens' Jannik Pohl scorede til 3-0 på straffespark.
AC Horsens' Jannik Pohl scorede til 3-0 på straffespark. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Derudover betød den første sejr lidt ekstra, når den kom mod lokalrivalerne fra Vejle.

- Selvfølgelig betød det lidt ekstra. Der er rigtig mange i det her område, som kampen betød noget ekstra for, og det har da smittet af.

- Det var træls, der ikke var flere på stadion, men vi mærkede fansene lørdag, da flere af dem var forbi træningen, siger den glade målscorer.

Horsens skal i næste runde til Parken, hvor FC København venter.