Vild bilist gik i nettet: Fire klip i kørekortet på to minutter
En færdselskontrol i det vestlige Aarhus fangede blandt andre en 32-mand, der nu skal generhverve sit kørekort.
Østjyllands Politi smed mandag snøren ud til en færdselskontrol i det vestlige Aarhus, og de endte med adskillige farlige bilister på krogen.
Det skriver politikredsen i tirsdagens døgnrapport.
Dagens største fangst blev en 32-årig mand, der på bare to minutter skrabede hele fire klip i kørekortet til sig.
Læs også
Først kørte han for tæt på de forankørende, så overhalede han højre om to gange, og så kørte han 95 km/t, hvor han måtte køre 70.
Klippene betyder, at den 32-årige har fået en betinget frakendelse af kørekortet. Han skal dermed op til en kontrollerende køreprøve - både teori og kørsel, inden han kan ånde lettet op. Dumper han en af køreprøverne, skal han aflevere sit kørekort, til han har bestået begge prøver.
Kontrollen fangede også en bryllupskortege, hvor flere biler kørte over for rødt. Det koster nu førerne en bøde og et klip i kørekortet, meddeler Østjyllands Politi.
Læs også
I alt 15 personer blev sigtet i forbindelse med mandagens færdselskontrol.
Sigtelserne var:
- 6 x hastighed (5 til klip)
- 2 x hastighed tættere bebygget område (klip)
- 1 x hastighed motorvej
- 3 x rødt lys (klip)
- 2 x ulovlige overhalinger (klip)
- 1 x tæt kørsel (klip)
- 1 x mobiltelefon. (klip)
- 2 x andre sager