Video: Hundredvis mødte op til demonstration
Der var lørdag demonstration på Rådhuspladsen i Aarhus mod det iranske styre.
- Vi ser, hvad der sker, og vi støtter deres kamp.
Sådan lød det lørdag eftermiddag fra finansminister og folketingskandidat Nicolai Wammen (S), der var mødt op på Rådhuspladsen i Aarhus til demonstration mod kvindeundertrykkelse i Iran.
Hele verden samledes lørdag til demonstrationer flere steder. I Aarhus var der mødt flere hundrede op, hvor også borgmester Jacob Bundsgaard (S) holdt tale.
Vil vise opbakning
Demonstrationen skulle blandt andet sætte fokus på urolighederne i Iran, hvor det iranske styre har anvendt vold til at sætte en stopper for demonstrationer for kvinders rettigheder i landet.
- Jeg er her i dag for at vise min opbakning til de unge, som med stort mod og frygtelige ofre kæmper i Iran for deres frihed. Vi har jo set frygtelige angreb og overgreb på deM, som går på gaden i Iran for at få helt basale rettigheder, siger Nicolai Wammen og fortsætter:
- Og derfor er jeg her i dag for at give min støtte til deres frihedskamp og håber, at der må komme lys til de demokratiske rettigheder i Iran.
Sang og taler til mørket falder på
Til demonstrationen var der taler og sang. Mange herboende iranere var desuden mødt op med flag og skilte.
- Det er vigtig for de iranere, der bor i Danmark, at vi viser vores solidaritet. Men det er også vigtigt, at verden viser de unge, at verden ikke lukker sine øjne. De unge går på gaden med stor risiko for at blive udsat for vold, og nogle risikerer at blive slået ihjel. Vi ser, hvad der sker, og vi støtter deres kamp, siger Nicolai Wammen.
Aarhus Kommune har givet lov til at lyse Rådhuspladsen op i Irans grønne, hvide og røde farver lørdag aften. Lysene bliver tændt, når det bliver mørkt. De slukkes igen klokken 23.59 lørdag aften.