- Vi er en spøgelsesby
Beboerne i den lille landsby Lyngby vest for Århus protesterer søndag over, at deres by ikke længere har en fast bus.
For et år siden blev Midttrafiks rute 116 omlagt, så den ikke standser ved byen. Nærmeste stoppested ligger nu cirka 4 kilometer væk.
Derfor tog de i dag til nabobyen for at stå på bussen i samlet flok - udklædt som spøgelser.
- Vi er blevet til en spøgelsesby efter at de fjernede bussen, forklarer initiativtager Inge Fogsgaard Degn til TV 2 | ØSTJYLLAND.
På Århus Rådhus mødes de vrede borgere med Rabih Azad-Ahmad, der er Århus Kommunes repræsentant i Midttrafiks bestyrelse.
Han glæder sig til mødet med de busløse borgere:
- Vi skal til at drøfte hvordan de små samfund skal busbetjenes i foråret - derfor er det vigtigt for mig at høre, hvad de mener om busserne - også i Lyngby, siger Rabih Azad-Ahmad (R) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I Midttrafik ønsker man at omlægge flere ruter - så de kører mellem de større byer, hvor der er flere kunder.
- Kommunerne har bedt os om at vente med omlægningen til 2011. Det må være kommunernes opgave at sørge for busbetjeningen i de mindre byer, siger det socialdemokratiske medlem af Region Midtjylland og medlem af Midttrafiks bestyrelse, Bjarne Schmidt Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se historien i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND.