Unge iværksættere jagtede 40.000 kroner - endte med 1,5 million

En crowdfunding-kampagne for en frisbee til disc golf stak helt af for tre aarhusianere, der er på markedet med deres første produkt. Nu får de travlt med produktionen.

Drengene bag Løft Discs troede egentlig, at de havde sat barren alt for højt. De tvivlede på, at det overhovedet kunne lade sig gøre at samle 40.000 kroner til at producere en frisbee - eller en disc, som det retteligt hedder - til disc golf.

Men deres bekymringer blev gjort kraftigt til skamme. Der var nemlig ekstremt stor interesse for at få fingrene i deres produkt.

quote Det er sindssygt smart, fordi man har en idé om, hvor mange man skal producere, før man overhovedet går i gang.

Asger Sandahl, medejer, Løft Discs

- Det er stukket helt af. Det er meget, meget overvældende, siger en af ejerne af virksomheden, Kasper Jakobsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

De tre ejere Kasper Jakobsen, Asger Sandahl og Niels Sørensen endte nemlig med at få over 1,5 million kroner ind - 40 gange mere, end de havde sat som mål. Det lykkedes via en måneds kampagne på crowdfunding-platformen Kickstarter.

- Det viser, at der er et marked for det her. Der har været så mange positive kommentarer, og nu ved vi, at det ikke kun er os, der tror på det. Der er næsten 3.000 andre, som tror på det, og som har støttet os, siger medejer af Løft Discs, Asger Sandahl.

Travlhed forude

På Kickstarter kan man lægge sit nye produkt op, og så har alle og enhver mulighed for at finansiere udviklingen og produktionen af produktet. Til gengæld får de så tilsendt produktet, når de er færdigt.

For virksomheden betyder det, at de får likviditet, og at de ved, at varerne bliver solgt. 

quote Vi har forpligtet os til at levere næsten 10.000 discs, så vi får pænt travlt.

Asger Sandahl, medejer, Løft Discs

- Det er sindssygt smart, fordi man har en idé om, hvor mange man skal producere, før man overhovedet går i gang. Så man ved, hvor stor ens efterspørgsel er, før man overhovedet bestiller materiale hjem. Det er en kæmpe fordel, siger Asger Sandahl.

Målet er, at Løft Discs på sigt skal have en række forskellige discs med forskellige aerodynamiske evner, så man kan fylde en disc golf-taske udelukkende med deres discs.
Målet er, at Løft Discs på sigt skal have en række forskellige discs med forskellige aerodynamiske evner, så man kan fylde en disc golf-taske udelukkende med deres discs.

Deres produkt er en putter til disc golf. Det er den, man bruger til det sidste kast, hvor man gerne vil sende discen i kurven. Ifølge Løft Discs er deres Hydrogen-putter den putter på markedet, som flyver mest lige.

Omkring 2/3 af dem, der har støttet projektet, kommer fra USA. Det er blandt andet lykkedes, fordi Løft Discs har sendt deres putter over til nogle disc golf-YouTubere, som har lavet gode anmeldelser til deres følgere.

Og nu går det hårde arbejde med pakning og levering så i gang.

- Vi har forpligtet os til at levere næsten 10.000 discs, så vi får pænt travlt, siger Asger Sandahl.

VIDEO: Løft Discs gennemgår lige nu lidt af en iværksætterdrøm. Deres nye disc er via crowdfunding blevet en kæmpe succes - og det er ikke noget tilfælde, at crowdfunding har gode kår lige nu.

Støttere kan blive til samarbejdspartnere

Et andet sted i Aarhus ligger Sculpto ApS, som også har god erfaring med crowdfunding. Virksomheden har eksisteret siden 2015 og laver brugervenlige 3D-printere.

Sculpto har haft Kickstarter-kampagner to gange, og den seneste i 2017 gav over en million kroner. Det hjalp virksomheden godt på vej, og i dag har Sculpto mere end 20 ansatte.

- Vores crowdfunding-kampagne var fuldstændigt afgørende. Det var med til at bevise, at der var et behov for vores produkt, og det var en super måde at få investorer ind, siger adm. direktør i Sculpto ApS, Simon Breum Fisker, til TV2 ØSTJYLLAND.

quote De (støtterne) har jo en kæmpe interesse i, at det rent faktisk lykkes at udvikle og levere produktet.

Simon Breum Fisker, adm. direktør, Sculpto ApS

Også længe efter pengene var i hus, fik de gavn af kampagnen. Flere af de kunder, der støttede Sculpto, endte med at blive samarbejdspartnere, som for eksempel hjalp med at støbeprocessen eller med at udvikle en app.

- I vores tilfælde var det jo rent faktisk 2.500 kroner, som hver støtte lagde op for at prøve at realisere projektet. Så de har jo en kæmpe interesse i, at det rent faktisk lykkes at udvikle og levere produktet, siger Simon Breum Fisker.

Simon Breum Fisker har af to omgange forsøgt sig med crowdfunding. Første gang fik Sculpto 250.000 ud af det, og anden gang blev det til 1,1 millioner kroner.
Simon Breum Fisker har af to omgange forsøgt sig med crowdfunding. Første gang fik Sculpto 250.000 ud af det, og anden gang blev det til 1,1 millioner kroner.


Crowdfunding peaker i krisetider

Ifølge Michael Eis, der er formand for Dansk Crowdfunding Forening og selv står bag den danske crowdfunding-platform Booomerang.dk, så er der lige nu rigtigt godt gang i crowdfunding-markedet.

- I krisetider oplever små og mellemstore virksomheder ofte, at andre finansieringskilder fryser til. Både under finanskrisen og her under corona-krisen har bankerne sagt nej tak til nye udlån og kreditter. Når de gør det, finder man automatisk ind til noget andet, og det har blandt andet været crowdfunding, siger Michael Eis.

Løft Discs har udviklet en disc til det sidste skud, puttet. For at få den mest stabile putter, har de brugt computersimulation, så de har været i stand til at udregne, hvordan discen flyver.

Michael Eis fortæller, at crowdfunding kan være en god mulighed for nye virksomheder til at få finansieret både udvikling og drift, og på sigt kan det være med til at skabe arbejdspladser.

Både private, virksomheder, start-ups, NGO'er og foreninger kan bruge crowdfunding. Hvis man sælger et produkt, skal man være opmærksom på at følge købeloven. Det betyder blandt andet, at man inden for rimelig tid skal levere det, man har solgt til kunden.

Mest læste

Mere fra Aarhus

def_thumb,50_percent

play Søvand forsvandt på mystisk vis: Nu bliver det politianmeldt

80_percent

play Lystbådepladser bliver revet væk

Ikea Skejby Aarhus IKEA

Genåbningsglæde hos IKEA: Håber ikke alle kommer på tirsdag

Lige nu
Magnus Heunicke

liveblog Heunicke: - Smitten kan toppe i midten af maj

Politi

Mand bragt på hospitalet efter slag og spark i hovedet

Silkeborg Højskole

Højskole bruger ny taktik: Fortsat kun et smittetilfælde