Udsmidning udsat

Principiel boligsag prøves lige nu i Højesteret

To familier har stået med en udsmidningstrussel over hovedet, siden sønner af familierne satte ild til børnehaven Viben.

Om to familier skulle smides ud af deres lejligheder bliver ikke endelig afgjort i dag. I stedet offentliggør dommerne i Højesteret først deres afgørelse om en uge.

Og den afgørelse glæder Brabrand Boligforening sig til.

- Vi ser meget frem til at få en afgørelse på den her sag, som nu kører på sjette år, siger Rune Utoft, administrationschef i Brabrand Boligforening til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Satte ild til børnehave

De to familier har stået med en udsmidningstrussel over hovedet, siden sønner af familierne satte ild til børnehaven Viben, som brændte ned til grunden. Siden har de unge mænd udstået deres straf, og Brabrand Boligforening har ad to omgang vundet retten til at smide familierne ud i både i Boligretten og i Landsretten.

Men fordi sagen har så principiel karakter har familiens advokat anket den og får den nu også prøvet i Højesteret.

- Den almene lejelov skriver, at man er ansvarlig for sin husstand, og det vil også sige husstandens beboere, men den skal altså åbenbart prøves hele vejen, siger Rune Utoft.

De krimineller sønner er forlængst flyttede fra deres familier, og faktisk flyttede de øvrige familiemedlemmer alle væk fra Gellerup i 2012. Men på grund af sagens principielle karakter, skal alle instanser altså prøves.

Ifølge familiens advokat er Brabrand Boligforenings beslutning imod menneskerettighedskonventionen. Om advokaten vil gå hele vejen og også få sagen prøvet ved menneskerettighedsdomstolene vides endnu ikke.