Tyve på togt - 23 biler plyndret
Østjyllands Politi efterforsker en serie af indbrud i biler to steder i Aarhus. Ingen personer er anholdt.
En lang række biler i Aarhus har i weekenden fået smadret en rude og er blevet gennemrodet, oplyser Østjyllands Politi.
Alene på Marselisborg Havnevej ved Tangkrogen i Aarhus har der været indbrud i 18 biler. Østjyllands Politi modtog en anmeldelse om det klokken 7.47 søndag morgen.
- Vi ved ikke præcist, hvornår det er sket, men det er formentlig natten til søndag eller tidligt søndag morgen, siger Jakob Christiansen, kommunikantionsmedarbejder ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Undersøger en sammenhæng
Blot et par timer senere tikkede endnu en anmeldelse ind hos politiet. Denne gang fra samkørselspladsen på Viborgvej i Aarhus-forstaden Tilst.
Her havde der været indbrud i fem biler.
Ved du noget?
Har du oplysninger i sagen, hører Østjyllands Politi gerne fra dig på telefonnummer 114.
Østjyllands Politi har endnu ikke et overblik over, hvad der er blevet stjålet fra bilerne.
Sagen efterforskes nu, og politiet har sikret spor, der skal hjælpe dem i jagten på gerningsmændene.
Ligeledes vil politiet undersøge, om der kan være en forbindelse mellem indbruddene de to steder.
I dagens døgnrapport fra politiet lyder der en opfordring til bilejerne:
- Østjyllands Politi opfordrer til, at man aldrig lader værdigenstande ligge i bilen. Gør det eventuel synligt for tyven, at bilen er tømt ved for eksempel at fjerne overdækket i bagagerummet og åbne handskerummet.
Har du oplysninger i sagen, hører Østjyllands Politi gerne fra dig på telefonnummer 114.