Tyv efterlod blodspor og blev afsløret på gemmested
En indbrudstyv gjorde det meget let for politiet, da han efterlod et tydeligt spor bag sig.
Ejerne af en restaurant på Havnegade i Aarhus måtte 4.02 natten til torsdag tilkalde politiet efter et indbrud.
Kort efter kunne patruljen konstatere, at der på stedet var smadret en rude, mens kasseapparatet var brudt op og tømt. Til gengæld havde indbrudstyven efterladt en stribe bloddråber, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
- Patruljen fulgte blodpletterne hen ad gaden og hen til en port ind til en baggård. Bag porten sad en 34-årig mand stille og gemte sig, siger Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos politiet.
Tabte mønter på jorden
Manden tilstod indbruddet og kunne fortælle, at han havde skåret sig i hånden på glasset fra det knuste vindue.
Læs også
På vej ud havde han tabt nogle hundrede kroner i mønter fra kassen på jorden, og det blev vurderet, at der ikke manglende andet fra restauranten.
Den 34-årige blev anholdt uden yderligere dramatik og sigtet for indbrud. Han var ifølge politiet ikke kommet alvorligt til skade.