Truet med skud: Planlagt Paludan-demo i Brabrand aflyst
En anonym person har kontaktet Rasmus Paludan og sagt, at bandekriminelle vil skyde ham under demo.
Stifter af partiet Stram Kurs Rasmus Paludan skulle lørdag have demonstreret på hovedgaden i Brabrand. Men det bliver ikke til noget alligevel.
- En person har oplyst mig, at der vil møde palæstinensiske bandekriminelle op for at skyde mig. Det har jeg oplyst til PET, men det skulle jeg aldrig have gjort, for nu har Østjyllands Politi sagt, at jeg ikke må demonstrere, siger Rasmus Paludan.
Hos Østjyllands Politi bekræfter politikommissær Per Bennekov, at man har haft kontakt til Rasmus Paludan.
- Han er blevet meddelt, at vi ikke kan garantere for hans sikkerhed, siger Per Bennekov.
Politikommissæren vil over for Ritzau ikke be- eller afkræfte indholdet af de trusler, som Paludan angiveligt har modtaget.
Grundloven sikrer enhver retten til at forsamle sig og demonstrere. I særlige situationer kan politiet udstede et påbud om, at en demonstration for eksempel flyttes. I helt særlige tilfælde kan politiet forbyde en demonstration.
Det kræver, at der "kan befrygtes fare for den offentlige fred".
Det skete flere gange i foråret 2019, hvor netop Rasmus Paludan i flere tilfælde fik forbud mod at demonstrere. Baggrunden var, at navnlig en demo på Nørrebro i København affødte uroligheder.
Rasmus Paludan havde i første omgang ønsket at demonstrere i Gellerupparken, som er kendt for at have mange indbyggere med muslimsk baggrund.
Men politiet havde krævet, at en eventuel demonstration ikke måtte foregå i en radius af 800 meter fra en række adresser, og Paludans demo blev derfor flyttet til Hovedgaden i Brabrand.
Ved en Paludan-demonstration i Digterparken ved Gellerup grundlovsdag 2020 blev en knivbevæbnet mand skudt og såret af politiet. Manden er siden dømt til psykiatrisk behandling. En anden mand er idømt fængsel for at tilskynde den psykisk syge mand til at angribe Paludan.
/ritzau/