Strand plaget af affald: Torben fandt gaspatroner smidt på jorden

Godt vejr betyder flere på de østjyske strande, og det betyder desværre også mere affald i naturen. Det oplever Torben Hougaard Jensen ved Studstrup nord for Aarhus.

Torben Hougaard Jensen fandt de mange patroner ved stranden i Studstrup nord for Aarhus. Foto: Google Street View / Privat

Det bugner med glade badegæster på strandene rundt om i Østjylland for tiden. Desværre bugner det også med affald, som langt fra altid ender i de opstillede skraldespande. Det fremgår af de mange bygrupper på Facebook, og også i Studstrup nord for Aarhus er der problemer.

Her fortæller de lokale på Facebook om smadrede flasker, glemte dåser og andet affald langs stranden.

Jeg synes, at det er dumt, de indtager sådan noget, men det må de vel selv om. Jeg gider bare ikke se på deres efterladenskaber i naturen.

Torben Hougaard Jensen, Studstrup

Torben Hougaard Jensen fandt henkastet affald fredag morgen fra bunden af Præstekravevej og helt ned til vandkanten.

- Der lå en hel del patroner brugt til at indtage lattergas. Jeg synes, at det er dumt, de indtager sådan noget, men det må de vel selv om. Jeg gider bare ikke se på deres efterladenskaber i naturen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge ham er det ikke normalt et problem med affald nær stranden i Studstrup, men i den aktuelle sommervarme benytter flere sig af området, og det har fået betydning.

Studstrup ligger nord for Aarhus nær Skødstrup.  Foto: Google Maps

Smadrede flasker og cigaretskodder

- I vores lokale Facebookgruppe melder flere ind, at de har oplevet smadrede flasker og dåser, cigaretskodder og andet affald på stranden, siger Torben Hougaard Jensen og fortsætter:

- Man kan godt tro, at det er unge mennesker, der ikke lige tænker sig om. Jeg synes ikke, at man skal dunke dem oven i hovedet, men bare tage en snak med dem.

Andre steder i Østjylland går problemet igen for tiden, men nogen vælger så at tage sagen i egen hånd.

Læs også Gi’ og Ta’: Genbrugsplads finder skjulte skatte i dit affald

Det gør for eksempel Per Kragelund Christensen i Randers-bydelen Dronningborg.

Udstyret med en gribetang i den ene hånd og hunden Cocco i den anden samler han nemlig skrald ind på strækningen fra hans hjem og ind til Dronningborg, når Cocco alligevel skal luftes.

- Jeg er jo alligevel ude at gå, så i stedet for bare at gå og blive irriteret, så samler jeg det op. Så er vi med til at få en renere by og kan være med til at gøre en forskel blot ved at gøre en lille ting i dagligdagen, sagde Per Kragelund Christensen til TV2 ØSTJYLLAND den 6. juli.

00:42

VIDEO: Per Kragelund Christensen samler dagligt skrald ind, når han lufter hunden Cocco i Dronningborg. Indslaget er fra den 6. juli.

Luk video

Mellem 50 og 100 cigaretskodder om dagen

Det er særligt cigaretskodder, der dominerer indholdet i Per Kragelund Christensens skraldepose. Dagligt kan han finde mellem 50 og 100 cigaretskodder på sin gåtur med Cocco.

- Det er så irriterende og ser så grimt ud. Lige hvad angår cigaretskodder, er det ret forurenende, fordi der er så meget mikroplast i, hvilket er noget af det, som forurener allermest i naturen, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND.

Når du kan tage det med dig ud, kan du også tage det med hjem.

Per Kragelund Christensen

Per Kragelund Christensen så helst, at folk benyttede sig af opsatte skraldespande og askebægre eller tog skrald og cigaretskodder med sig hjem i stedet for at smide det på gaden.

- Når du kan tage det med dig ud, kan du også tage det med hjem.

Skralde-makkerparret er efterhånden blevet et kendt ansigt i Dronningborg, og folk smiler og hilser, når de møder Per Kragelund Christensen og Cocco på deres daglige gåtur:

Læs også Asfaltarbejde lukker motorvej og giver omkørsel

- Folk kommer hen og hilser og siger, at det er godt gået. Sommetider får jeg en kage eller en øl i sommervarmen, fortalte Per Kragelund Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Per Kragelund Christensen har tænkt sig at fortsætte skraldeindsamlingen, så længe der ligger affald, og hunden alligevel skal luftes.