Sørens ulovlige skur: - Det er grotesk, hvad han har været ude for
Byrådsmedlem har svært ved at tro, det er kommunens procedure, at chefen selv kigger ud og fortæller om ulovligt opført skur.
- Det er jo grotesk, hvad han har været udsat for.
Sådan lyder det fra Nye Borgerliges magistratsmedlem i Aarhus, Henrik Arens, ovenpå TV2 ØSTJYLLANDs omtale onsdag af Søren Wiesauer fra Dykkerbutikken i Åbyhøj, der på tredje år kæmper med Aarhus Kommune.
Han har derfor bedt rådmanden om en redegørelse af, hvad der er sket i sagen.
- Jeg undrer mig over, det er chefen? Det tænker jeg ikke er normal procedure, siger Henrik Arens.
- Nu har jeg bedt rådmanden sætte sig ind i sagen og orientere mig. Men hvis det her passer bare halvt, har jeg svært ved at se fornuften i det.
Henrik Arens undrer sig også over tonen i det brev, som butiksejeren har modtaget fra Aarhus Kommune, hvor det fremgår, at hans skur er ulovligt samt manglen på henvisning til paragraffer.
"En sådan pavillon kræver byggetilladelse, Og når det så er sagt, så må jeg anføre, at det vil være vanskeligt at opnå tilladelse til placering af en pavillon på det angivne sted," lyder det i brevet underskrevet at chefen for byggeri, Ann Hamborg.
- Jeg synes, brevet er lidt voldsomt. Hvis jeg ser på det som almindelig borger, vil jeg ikke tro, at det var et almindeligt brev eller "uformelt", som chefen kalder det. Der er noget med formuleringen, lyder det fra Henrik Arens.
Én tabt sag og videre til næste
Og ifølge Arens er det også en mærkelig rækkefølge, da Søren Wiesauer først måtte kæmpe for at få sit skur kendt lovligt.
Efterfølgende kommer kommunen med beskyldninger om hans skiltning.
- Det viser sig jo at det er lovligt. Med det samme man taber den sag, går kommunen videre til skiltningen, siger Arens.
- Det er, som om man har tabt én sag, og så tager men den næste. Er kommunen her for systemets skyld eller borgerens skyld? spørger han retorisk.
Søren Wiesauer har nu stævnet Aarhus Kommune for de udgifter, han har haft til advokat og rådgivende ingeniør i forbindelse med sagerne, og det forstår Henrik Arens godt.
- Jeg har skrevet lidt med Søren, og han takkede mig for, at jeg ville følge op, fortæller Henrik Arens.