Slut med søvnløse nætter: Nu genopstår ikonisk grillbar
Mandag begyndte genopbygningen af Havnens Perle, og ejeren Peter Lerdrup er lettet over, at forsikringen dækker.
- Jeg havde søvnløse nætter og var nervøs for, at det ikke ville ske, men det er en kæmpe lettelse.
Sådan lyder det fra ejer af grillbaren Havnens Perle Peter Lerdrup.
Han har nemlig fået grønt lys fra forsikringen, som dækker de brandskader, en voldsom brand forårsagede for godt to uger siden. Derfor er genopbygningen restauranten allerede i fuld gang.
Læs også
Han fortæller, at forsikringen dækker alt på nær de ansattes løn, fordi det var en forsikringsdækning, som Peter Lerdrup ikke havde købt.
- Men humøret er noget bedre nu, og når det ikke kunne være anderledes, er jeg bare glad for, at ingen kom til skade, siger han.
Et stort genopbygningsarbejde
I går gik skadeservice ifølge Peter Lerdrup i gang med at rydde loftet ud og reparere træværk. Hele butikken skal også gøres grundigt rent for sod og sodlugt.
Han fortæller også, at køkkenet skal tømmes og at alt skal rives ned. Og at alle maskiner i den del, hvor der opstod brand, skal skiftes ud.
Læs også
Alle strøminstallationer er også smeltet i branden, så de kan i øjeblikket udelukkende tilbyde et begrænset sortiment i en mobil pølsevogn, der er opstillet foran spisestedet.
- Vejret er ret vigtigt, når man serverer ude, men ellers må vi fyre den af i påsken med brændgode tilbud, siger Peter Lerdrup.
Han er forhåbningsfuld og håber på, at de snart vil kunne invitere gæsterne indenfor.
- Jeg tror, vi kommer til at åbne først i maj og forhåbentligt allerede i april, siger Peter Lerdrup.
Han har tidligere vurderet over for TV2 ØSTJYLLAND, at skaderne render op i omkring 1,5 millioner krone.