Signe flyttede til ny kommune – nu skal hun stikke sig selv 12 gange om dagen

Da Signe Nordahl flyttede fra Aarhus til Horsens Kommune, mistede hun sin elektroniske blodsukkermåler. Det er nemlig kun i Aarhus, man - mod en egenbetaling - kan få produktet.

Det er nemt, hurtigt og effektivt. På Signe Nordahls overarm sidder en sensor, og når hun holder en scanner op foran sensoren, viser den hendes aktuelle blodsukker. 

Apparatet kaldes en flash-glukosemåler. Den hjælper Signe Nordahl til at holde blodsukkeret stabilt, så hun kan holde sin type 1-diabetes i skak. Dermed slipper hun for at skulle stikke sig i fingeren 12-15 gange dagligt for at måle sit blodsukker.

quote Det var noget af det, jeg frygtede ved at flytte.

Signe Nordahl, Hovedgård

Men nu er det snart slut. I oktober flyttede hun fra Aarhus Kommune til et hus i Hovedgård i Horsens Kommune. Her kan hun ikke længere få adgang til den elektroniske blodsukkermåler. 

- Det er jeg helt vildt ked af. Jeg kan slet ikke overskue, hvordan hverdagen skal hænge sammen, siger hun.

Sensoren bliver sat på armen og kan holde 14 dage. Ved at holde en scanner eller en mobiltelefon foran sensoren kan man hurtigt måle sit blodsukker.
Sensoren bliver sat på armen og kan holde 14 dage. Ved at holde en scanner eller en mobiltelefon foran sensoren kan man hurtigt måle sit blodsukker.

Eksklusiv aftale med producent

Hun har stadig fire sensorer tilbage fra sin bevilling i Aarhus Kommune. Når de om to måneder er brugt, skal hun tilbage til den smertefulde fingerprik-metode.

- Det var noget af det, jeg frygtede ved at flytte. Samtidig tænkte jeg også, at det ikke kunne passe, at et hjælpemiddel skulle afgøre, hvor i landet jeg bosatte mig, siger Signe Nordahl.

Forklaringen er, at Aarhus Kommune - som den eneste kommune i landet - har indført muligheden for, at man mod betaling kan få adgang til en flash-glukosemåler af mærket 'Abbott Freestyle Libre'.

Samarbejdet er unikt for Aarhus Kommune. I andre kommuner kan man ikke få adgang til produktet og sensorerne, fordi producenten, Abbott, ikke vil sælge produktet til private.

VIDEO: Mille-Marie Bech Nielsen fra Rønde kan ikke få bevilliget en automatisk blodsukkermåler af kommunen. Måleren kan ikke købes i Danmark, og derfor skaffer hun produktet i udlandet. Indslaget er fra 23. oktober 2019.

Burde være lige for alle

81 borgere i Aarhus Kommune har takket ja. En af de heldige er Rie Foldgaard. I lidt over et år har hun haft en flash-glukosemåler, som hjælper hende med at holde styr på blodsukkeret.

- Det er en meget stor lettelse. Det gør en kæmpe forskel, siger Rie Foldgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Rie Foldgaard er glad for, at hun har adgang til en flash glukosemåler - men hun undrer sig over, at andre som hende ikke får samme mulighed.
Rie Foldgaard er glad for, at hun har adgang til en flash glukosemåler - men hun undrer sig over, at andre som hende ikke får samme mulighed.

Rie Foldgaard har valgt at betale de omkring 3.000 kroner årligt at slippe for fingerprikkene. Og hun mener, det er for dårligt, at diabetikere andre steder i landet ikke får tilbudt det samme.

- Jeg kan simpelthen ikke se meningen i, hvorfor der skal være forskel på, hvor man bor i landet. Det burde være lige for alle i hele Danmark.

Principielt mener hun dog slet ikke, at der burde være brugerbetaling.

- Jeg synes, at der er noget her i samfundet, der ikke hænger sammen. Der er nogen mennesker, der måske ikke har råd til at takke ja til den ordning, der er blevet lavet. Så bliver der ulighed i samfundet, siger hun.

quote Vi mener ikke, at der skal være brugerbetaling på noget, der er så nødvendigt for at håndtere sin diabetes.

Helle Blum, politisk konsulent, Diabetesforeningen

Samme holdning har Diabetesforeningen, som længe har arbejdet for at få udbredt glukosemålerne til flere.

- Det er dejligt for dem, som har råd til det, og det er fint, at man har prøvet at finde en løsning. Det er bare ikke en løsning for alle, og vi mener ikke, at der skal være brugerbetaling på noget, der er så nødvendigt for at håndtere sin diabetes, siger politisk konsulent hos Diabetesforeningen, Helle Blum, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ansøgninger mødes med afslag

Alle kommuner har egentlig mulighed for at bevilge glukosemålerne som et hjælpemiddel, så diabetes-patienterne slipper for at skulle have penge op af lommen. Men som TV2 ØSTJYLLAND tidligere har dokumenteret, får borgerne ofte afslag på deres ansøgning.

For at imødekomme borgernes ønske om at slippe for de smertefulde fingerprik, indgik Aarhus Kommune i sommeren 2020 et samarbejde med producenten Abbott. 

- Vi arbejder på at tilbyde andre kommuner samme service i fremtiden, lyder det fra Abbott i et skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Smertefulde stik i fingrene er hverdagen for mange diabetikere - på trods af, at der findes moderne udstyr, som kan måle blodværdier uden at stikke. Kommunerne vil ikke betale. Vi tog til Christiansborg for at høre, hvad politikerne selv ville tænke om at skulle stikke sig i fingrene. Indslaget er fra 10. oktober 2019.

SF: Det skal ud til alle

På Finansloven for 2021 blev afsat 10 millioner kroner til en forsøgsordning med flash glukosemålerne. Pengene er endnu ikke udmøntet, men planen er, at de skal gå til de diabetes-patienter, som ikke kan få apparatet bevilget af deres region eller kommune.

SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, mener, at en landsdækkende ordning burde have været rullet ud forlængst. Og hun er heller ikke tilhænger af brugerbetaling som den, man har i Aarhus Kommune. Nu vil hun arbejde for, at glukosemålerne kommer med i de forestående forhandlinger om en sundhedsreform.

- Jeg kan ikke se, at man kan forhandle sundhedsreform og tale forebyggelse uden også at tage nogle af de medicinske teknologier i brug, siger Kirsten Normann Andersen.

Hvorfor er det her ikke for længst kommet ud til flere? 

- Det er et spørgsmål om at have 90 mandater. Vi fik det i forhold til de ti millioner, og på den måde har vi sikret, at det ikke kun er en lægefaglig vurdering af, hvem der har det største behov. De mest sårbare diabetes-patienter er jo på ordningen i dag. Nu får vi det ud til andre, og ambitionen er, at det skal ud til alle på sigt, siger Kirsten Normann Andersen.

TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsministeriet, der oplyser, at de ikke har nogen kommentarer.