Sidste chance for at opleve kæmpe, farvestrålende værk
Stort farverigt værk bliver snart pillet ned. Sidste chance for at opleve det er søndag den 8. januar.
For mange er det formentligt kendetegnende kunstmuseet - lige ud over Regnbuen.
De bløde buer af farvestrålende tekstiler, der snoer sig gennem det store indgangsparti på kunstmuseet Aros i Aarhus.
Men nu bliver frynser, lys og farverigt stof pillet ned. Værket skal nemlig gemmes og bevares, så fremtidige generationer forhåbentlig også kan nyde de smukke farver og værkets fortælling.
Værket, der går under navnet Valkyrie Rán, kaster på sjette år farver og smil i øjnene på Aros' gæster - der i 2022 rundede 629.674 besøgende.
Det store værk er specielt designet til museet og fortæller ifølge den portugisiske kunstner Joana Vasconcelos historien om den kvindelige skønhed og styrke. Samtidig er det en hyldest til den kollektive skabelse af værket, der er lavet ved hjælp af gamle håndværkstraditioner.
Valkyrie Rán bliver ved hjælp af flere lifte taget ned mandag den 9. januar, og vil efterfølgende blive pakket ned og opbevaret på Aros' kunstlager. Det oplyser museets presseafdeling til TV2 ØSTJYLLAND.
Sidste chance for at opleve de mange farver og tekstiler er søndag den 8. januar. Derefter er det uvist, hvornår værket igen kan ses, og hvad der fremover vil møde museumsgæsterne i den store foyer.