Rådhustårn lyst op i støtte
Lørdag aften blev rådhustårnet i Aarhus lyst op for at støtte kvinders rettigheder i Iran.
Den iranske kamp for kvinders rettigheder blev lørdag synlig på flere måder i Aarhus.
På Rådhuspladsen var flere hundrede mødt op om eftermiddagen til demonstration mod det iranske styre.
Og da solen gik ned, blev rådhustårnet lyst op i det iranske flags farver - grøn, hvid og rød - for at vise støtte til de protester, der foregår i landet lige nu.
Ønsket om at få rådhustårnet lyst op kommer fra en organisation, der støtter protesterne i Iran. Og det ønske ville Aarhus Kommune anført af Nicolai Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø, gerne bakke op.
Derfor var rådhustårnet lyst op frem til midnat. Og kun denne ene aften på grund af energikrisen.
Vil vise opbakning
Til lørdagens demonstration på Rådhuspladsen ønskede de fremmødte blandt andet at sætte fokus på urolighederne i Iran, hvor det iranske styre har anvendt vold til at sætte en stopper for demonstrationer for kvinders rettigheder i landet.
Med til demonstrationen var også finansminister og folketingskandidat Nicolai Wammen (S).
- Jeg er her i dag for at vise min opbakning til de unge, som med stort mod og frygtelige ofre kæmper i Iran for deres frihed. Vi har jo set frygtelige angreb og overgreb på dem, som går på gaden i Iran for at få helt basale rettigheder, sagde Nicolai Wammen lørdag og fortsatte:
- Og derfor er jeg her i dag for at give min støtte til deres frihedskamp, og jeg håber, at der må komme lys til de demokratiske rettigheder i Iran.
I flere uger har store befolkningsgrupper i Iran protesteret mod landets præstestyre som følge af en ung kvindes død.
22-årige Mahsa Amini blev i september anholdt og angiveligt udsat for vold af det iranske såkaldte moralpoliti, fordi hun bar "upassende beklædning". Hun endte med at miste livet.
Siden har der været vedvarende og voldsomme protester i Iran, hvor kvinder har smidt hovedtørklædet og brudt med mange af de normer og regler, der har præget Iran i årtier.