Problem med vandscootere: Politiet har modtaget henvendelser

Ubehagelige episoder med vandscootere, der kommer for tæt på, er virkeligheden for flere borgere i Aarhus

02:11

Tore Christensen fra Risskov i Aarhus var sammen med sin hustru ude og sejle søndag aften, her fik de en ubehagelig oplevelse, da en vandscooter kom faretruende tæt på.

- Vandscooteren sejler direkte hen imod os, da de kommer tættere på, giver de den ekstra gas og drejer fra, og så presser han en stor bølge af vand op på os, siger Tore Christensen. 

Læs også Chikane bliver taget op politisk

Og ifølge Tore Christensen kunne episoden med vandscooteren være endt helt galt.

- Havde han lavet en fejlberegning, som havde ændret hans kurs, så havde han jo sejlet direkte ind i os og kunne have slået os til invalide eller dræbt os i værste fald, siger Tore Christensen.

Hos Århus Roklub kan de også nikke genkendende til de farlige vandscootere, der simpelthen kommer for tæt på land.

- Vi havde en del problemer med dem i foråret, hvor der jo var en gruppe, der sejlede tæt på land i høj fart og i øvrigt var meget aggressive, når de skulle have deres vandscootere i vandet, siger formand for Århus Roklub, Hother Hennings.  

Læs også Generet af vandscootere

Hos Østjyllands Politi har man allerede modtaget 15 anmeldelser i 2016 vedrørende vandscootere, og her anbefaler man, at man ringer ind med det samme. 

- Jeg vil opfordre til at man ringer til os så hurtig som muligt, når man konstaterer det, man skal ikke vente til dagen efter, siger politiinspektør ved Østjyllands Politi, Jan Andersen.