Populær fastfood-restaurant får igen hug for rengøring
Der mangler håndvaske, og rengøringen halter. Det er ikke ting, man ønsker at læse om en restaurant, men det er virkeligheden på KFC i Tilst.
For anden gang på 15 måneder får KFC i Tilst i udkanten af Aarhus kritik af Fødevarestyrelsen for ikke at være god nok til at gøre rent i deres køkken.
Denne gang har styrelsens udsendte medarbejdere fundet gule belægninger i opvaskemaskinen, gulvet i opvaskerummet var belagt med sorte pletter, og ved opvaskebordet var der belægninger ned af væggen.
I produktionsområdet er der skidt og produktrester på en håndvask. Det samme er der på en skraldespand, der står ved siden af.
Under et produktionsbord er der fedtede belægninger, skriver Fødevarestyrelsens medarbejdere i deres kontrolrapport.
Men her stopper kritikpunkterne ikke.
Meget arbejde foran sig
Der mangler også mulighed for at vaske hænder. Ved kontrolbesøget lå der køkkenredskaber i håndvasken i produktionen, og i opvaskerummet var håndvasken heller ikke tilgængelig på grund af bøtter med rengøringsmiddel.
Ved besøget konstaterede KFC selv, at de havde en del arbejde foran sig.
- Det kan jeg godt se, vi har meget, vi skal i gang med, lød svaret ifølge Fødevarestyrelsens kontrollører.
1. november 2021 fik KFC Tilst også kritik for mangelfuld rengøring, da Fødevarestyrelsen var på kontrol. Dengang var forholdene så alvorlige, at restauranten blev meldt til politiet.
Dengang blev der også fundet skidt og produktrester flere steder i produktionen. Der blev også fundet 'massive belægninger af gamle produktrester' på ismaskinen, kan man læse i kontrolrapporten fra det besøg.
TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med KFC i Tilst. De ønsker ikke at udtale sig i sagen.