Nu sker det igen: Ukrudtsbrænder starter brand
En ukrudtsbrænder var formentlig årsagen til, at der udbrød brand i et redskabsskur, der efterfølgende bredte sig til naboens garage.
Med forårsvejret starter sæsonen for ukrudt.
Men går man i krig med at fjerne mosset mellem fliserne med en ukrudtsbrænder, er der god grund til at være ekstra opmærksom.
For hvert år er forkert brug af ukrudtsbrændere skyld i brande i skure eller huse.
Det var ifølge Østjyllands Politi formentlig også en ukrudtsbrænder, der var skyld i en brand, der brød ud i et redkabsskur på Rørvangen i Lystrup.
Branden nåede at brede sig til dele af naboens garage, før brandvæsnet fik slukket ilden.
Ifølge Østjyllands Politi var det formentlig en ukrudtsbrænder, der var skyld i branden.
En beboer havde nemlig kort inden branden brugt sin ukrudtsbrænder omkring sin terrasse, og det var ifølge Østjyllands Politi efter al sandsynlighed nogle gløder derfra, der havde startet branden.
Beboeren blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, hvilket som udgangspunkt koster en bøde på 1500 kroner.
Ingen personer kom til skade ved branden.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Østjyllands Politi opfordrer til at man følger Sikkerhedsstyrelsens råd, når man tænder sin ukrudtsbrænder:
• Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
• Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
• Husk god afstand til biler, bygninger og plankeværk
• Hold øje med glemte gløder
• Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
• Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
• Hav altid brandslukningsudstyr i nærheden - for eksempel en vandslange